Bedsteforældrene har ret. Der var mere kulde og sne i gamle dage.
Mens vi har mødt flere plusgrader end frost-temperaturer i 2025, er Hørsholmarkivets skabe fulde af vilde billeder og barske beretninger om fortidens isvintre.
En af de hårdeste vintre i de sidste 100 år var i 1928. Her frøs Øresund totalt til inden jul, mens sneen føg om ørerne på nordsjællænderne.
Svenskerne afviste isvandrere
Karen Nordstrøm, der oplevede denne vinter som barn, har fortalt, at folk begyndte at gå til Sverige fra stranden i Rungsted.
Sammen med sine forældre tog Karen også turen over isen, og efter en lang vandring nåede de endelig Hven. Men da de gjorde sig klar til at hvile lidt ud på stranden, blev de stoppet af svenske toldere.
De var nidkære nok til at sende familien hele vejen tilbage til Rungsted, fordi de ikke havde taget pas med.
Læs også
Hver 3. snedag er væk
Den type isvintre bliver sjældnere i fremtiden, hvis man skal følge meteorologerne. Med den globale opvarmning får vi færre helt kolde vintre, hvor frosten holder i længere tid.
Samtidig bliver der mindre sne. Tal fra DMI viser således, at hver tredje dag med sne er forsvundet siden 1970’erne.
Der bliver derfor flere skøjtedage i hallerne end på søerne, og ture til Sverige bliver med båd eller bro.
Læs også

1942 - den vildeste vinter
Den voldsomste vinter i lokalområdet var dog den, der ramte Nordsjælland i marts 1942.
Her blev området ramt af et voldsomt is-slag, hvor kabler og ledninger frøs til og førte til strømafbrydelser.
Kort efter hamrede en voldsom snestorm løs, og i Rungsted og Hørsholm lå sneen i fire meter tykke driver og blokerede vejene. Samtidig frøs Øresund igen, og nu begyndte mange at vandre fra Nordsjælland til Sverige.
Det vides dog ikke, hvor mange, der havde pas med.
Læs også

Kolde vintre stadig mulige
At de kolde vintre bliver færre, betyder ikke, at de helt forsvinder. Derfor kan vi godt opleve is på sundet og snedriver på vejene i fremtiden.
Vandringer til Sverige bliver der dog ikke flere af. Det er grundlæggende for farligt at vandre på Øresunds havis. Og så er nutidens togforbindelse også hurtigere.
Hørsholmarkivet fortæller
- Hørsholm Kommune har en fascinerende fortid. Den fortæller Anders Dalsager derfor om i Ugebladet.
- Anders er historiker og leder af Hørsholmarkivet, der bevarer, udforsker og formidler lokalområdets historie.
- Arkivet er en del af Egnsmuseet og Museum Nordsjælland.