12 stationer får letbane først, men ikke med lovet 5-minutters drift

Det tager længere tid at "vende" et letbanetog på den kortere strækning end på hele længden.

Hovedstadens Letbane kører test i Glostrup.

Hovedstadens Letbane kører test i Glostrup.

Foto: Robert Hendel

Halvdelen af strækningen og en tredjedel af passagererne kommer til at kunne bruge letbanen i 2025. Resten må vente.

Det er et ønske om, at ville i gang med at køre med passagerer, som nu får Hovedstadens Letbane til at åbne dele af letbanen om København, uden at de grønne letbanetog kan køre til de nordlige kommuner.

Den Korte Version
  • Hovedstadens Letbane åbner først strækningen fra Ishøj til Rødovre Nord i efteråret 2025.
  • Forsinkelsen skyldes udfordringer med anlægsarbejdet i Gladsaxe og problemer med leverancer og arbejdskraft.
  • Letbanen vil køre med 10-minutters interval på den sydlige strækning, ikke de lovede 5 minutter.
  • Den nordlige strækning forventes at åbne i sommeren 2026, og indtil da vil busser betjene området.
  • Den todelte åbning påvirker ikke det samlede anlægsbudget, men medfører færre passagerindtægter og ekstra udgifter til busdrift.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

"Fremdriften i projektet viser, at det vil være muligt at åbne Letbanen på strækningen fra Ishøj til Rødovre Nord i efteråret 2025. Når hele letbanestrækningen ikke åbnes i 2025, skyldes det, at projektet ikke har haft den nødvendige fremdrift på strækningen i Gladsaxe. Anlægget af letbanestrækningen ved broen over Hillerødmotorvejen har givet udfordringer ligesom omfattende udskiftning af blødbundsjord, og komplekse omlægninger af vejkryds i kommunen har påvirket arbejdets fremdrift. Disse forhold koblet med udsving i forsynings – og leverancekæder, mangel på specialiseret arbejdskraft og det nødvendige materiel gør, at det nu ikke er muligt at fremskynde arbejdet yderligere, så der kan åbnes samtidig på hele strækningen", skriver Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse.

Selv ser selskabet en fordel i forsinkelsen idet man ser mulighed for at "levere god kollektiv transport til den del af strækningen, hvor det er muligt, til gavn for de mange passagerer, der gerne vil benytte skinnebåren trafik."

Samtidigt kan passagererne og dem som færdes omkring letbanen begynde at vænne sig til en hverdag med letbanen, selvom det ikke er på hele strækningen man er klar.

Hovedstadens Letbane kører test i Glostrup.
Hovedstadens Letbane kører test i Glostrup. Foto: Robert Hendel

Hvorfor er det strækningen fra Ishøj til Rødovre Nord, der åbner først? 

Anlægsarbejdet og skinnelægningen er langt fremskreden på den sydlige del af letbanestrækningen, ligesom der allerede nu foregår testkørsel på strækningen mellem Rødovre Nord og Glostrup Station. 

Det er derfor vores vurdering, at det er muligt at åbne 12 stationer på den sydlige strækning i efteråret 2025, skriver letbanen. 

Både driftsmæssigt og kommercielt vil det, som situationen ser ud nu, være en fordel for både ejerkommuner og passagerer med en todelt åbning af Letbanen. Med åbning på den sydlige del af strækningen til og med Rødovre Nord vil Letbanen betjene halvdelen af strækningens 28 kilometer, tre ud af seks S-togsstationer og cirka en tredjedel af de passagerrejser, der forventes at være på hele strækningen. 

Det er ikke muligt at få betjening af Herlev Hospital med i første etape, idet der ikke er et sporskifte umiddelbart efter Herlev Hospital, hvilket er forudsætningen for at vende letbanetoget, skriver letbanen videre.

Regner I fortsat med at køre hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage, når I åbner den sydlige strækning? 

Det forventes, at driften vil foregå med et 10-minutters interval, da tidsforbruget ved at ”vende” toget er større end på den fulde strækning, hvor anlægget er indrettet til det. 

Hvornår forventer I at åbne den sidste strækning fra Rødovre Nord til Lundtofte? 

Mens vi betjener den sydlige del af strækningen, fortsætter vi anlægsarbejde og testkørsel på den resterende del af strækningen, så vi i sommeren 2026 kan åbne for passagerer hele vejen til Lundtofte, oplyses det.

Hvordan betjenes den nordlige strækning frem til sommer 2026? 

Den nordlige strækning vil efter åbningen af den sydlige strækning fortsat blive betjent af de nuværende linje 300S og 180-181, indtil letbanen også går i drift her. 300S er en højfrekvent buslinje som i myldretiden kører hver 7-8. min. I takt med at anlægsarbejdet på vejbanen på den nordlige strækning bliver færdig vil fremdriften for busserne blive forbedret. Det betyder kortere rejsetid og bedre forhold for passagerne i busserne. 

Vil det gøre letbaneprojektet dyrere med en todelt åbning? 

Nej. Vi forventer, at byggeriet kan færdiggøres med det gældende anlægsbudget, der er godkendt af vores ejere. En todelt åbning betyder, at der er nogle forhold – bl.a. sikkerhedsgodkendelserne - som skal ske ad flere omgange. Gevinsten ved at åbne for den sydlige strækning og dermed levere højklasset kollektiv transport til passagererne hurtigst muligt opvejer dog klart dette forhold, skriver letbanen.

Læs også

Hvad betyder det for myndigheder og samarbejdspartnere med en todelt åbning? 

Hovedstadens Letbane vil over de kommende måneder involvere alle samarbejdspartnere om processen, herunder Trafikstyrelsen, ligesom der skal laves aftaler med operatøren Metro Service, entreprenøren Siemens/Aarsleff og Movia omkring busdrift. 

Hvilke transportmuligheder bliver der for passagerer den nordlige del af strækningen, der åbner sidst? 

Den nordlige del af letbanestrækningen vil fortsat blive betjent med højfrekvent bus, indtil Letbanen åbner på hele strækningen. 

Hvad betyder den todelte åbning for driftsøkonomien? 

Frem til den fulde åbning af Letbanen i sommeren 2026 vil der komme færre passagerindtægter end forventet, ligesom der vil være udgifter til at opretholde busbetjeningen af den nordlige del af strækningen i første halvår 2026. Størrelsen af disse udgifter er dog af en karakter, så det ikke påvirker Letbanens totaløkonomi, som fortsat holder sig, inden for den samlede økonomi besluttet af ejerne og indeholdt i ejernes betalingsplaner.

Sikkerhedsgodkendelserne skal ske af flere omgange. Det vides ikke om det betyder, at der skal lukkes ned for den sydlige strækningen frem mod godkendelse af den nordlige strækning. Det så man i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen på metroen i København.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...