Natur og klima prioriteres højt i disse år. I sammenhæng med dette har Fredensborg Kommune vedtaget ”Natura 2000 handleplan” .
Planen skal bl.a. sikre og forbedre tilstanden af den eksisterende natur og levesteder. Værdifuld natur skal bevares for fremtiden i en genkendelig form. Endelig skal invasive arter bekæmpes.
Jeg har hæftet mig ved udtrykket ”genkendelig form” og begrebet ”invasive arter”. Her vil jeg foreslå, at ”invasive arter” udvides til også at omfatte fx bebyggelser i naturskønne områder. Her tænker jeg aktuelt på fænomenet ”Søruplund” (ligner i skitseform væltede stærekasser) , der ikke må forvandle Sørup til et uroligt, ukendeligt, trafikforvirret og støjende ressortområde i en eksisterende skøn natur ved skov, sø og park.
Spekulative byggerier af omhandlede art er således efter min opfattelse at betragte som en ”invasiv art” med naturødelæggelse anno 2024 og fremadrettet. Lad derfor også ”Natura 2000 handleplan” betyde noget for eksisterende naturperler beboet af mennesker, fx Sørup, så den kan bevares genkendeligt.
Byrådet har her en særligt forpligtelse til at bevare og pleje overgangen fra beboelse til lysåben natur. Gælder konkret for påtænkte ”Søruplund” i forhold til golfbanens åbne arealer. Kan nogen i sammenhæng med naturpleje i fuld alvor virkelig her forestille sig opførelsen af en blanding af et Tivoli og en Ressort?