Sørupborgerne var tirsdag aften den 28. maj inviteret til et orienteringsmøde vedrørende et nyt seniorbolig-projekt i Sørup på vegne af foreningen der står bag projektet. Mødets formål var at give en orientering på projektet som det foreligger på nuværende tidspunkt. Et helt uforpligtende møde som udelukkende var ment som en orientering tidligt i projektfasen.
Der dukkede rigtigt mange op i Tjæreskuret ved Skipperhuset, heraf mange seniorer, som var interesserede i at høre, hvad det var for noget. Det er klart, at når der sker noget nyt i ens område, bliver man nysgerrig – og nogle bliver bekymrede over en eventuel ny situation i ens område.
Som formand for den forening, der står bag projektet, er vi kede af den udvikling, som mødet tog. Nogle få personer råbte op og var til tider truende i deres fremfærd, idet de mente, at de ikke var blevet forhåndsorienteret om det hele.
Det kunne en medarbejder fra kommunen dog afvise, men de lyttede ikke og blev endnu mere højlydte i deres fremtoning. Det medførte, at programmet med oplysninger om projektet, der kaldes Søruplund, ikke blev gennemført, og deltagerne fik ikke den information de var kommet efter, og rigtigt mange forlod mødet tidligt.
Vi er kede af mødets udvikling, og har arbejdet på at udarbejde et informationsmateriale i form af en hjemmeside som alle kan tilgå via facebooksiden ”Infosiden for os der bor i Sørup”.