Ejendommen ”Søåsegård” skal efter ejernes ønske laves om til likvid kapital, hvilket kræver en overgang fra landzone til byzone via vedtagelse af en lokalplan efter ”Lov om planlægning § 15”. Denne lov skal sikre, at tingene foregår ordentligt, men definitionen af "ordentlighed" kan variere . Loven er kompleks og tillader praksisudvikling, men kræver blandt andet bevaring af landskabstræk og gode trafikforhold. Udtrykket beboerinddragelse forekommer.

Salget af ”Søruplund”, som stedet skal hedde, er allerede startet, og der arbejdes på at neutralisere eventuelle protester. Projektet ”Søruplund Living Club” promoveres som unikke boliger i fredfyldte omgivelser. Ja, noget, som nuværende borgere har opbygget over 50 år. Projektet ”Søruplund Living Club” træder lige ind til et veldækket bord, kan man næsten sige. Det skaber uro og ulighed i debet og kredit, og er udnyttelse af Sørups gode ry. Over en årrække er der givet afslag på ændringer på Søåsegård. Hvor længe skallodsejere kunne skabe usikkerhed for sine omgivelser?

Projektbeskrivelsen fremhæver adgang til vandaktiviteter og komfort som levering af færdigretter, rengøring og Home Assistent Smart Pakke. ”Søruplund Living Club” lover oplevelser, fællesskab, sundhed, og bæredygtige boliger i enestående omgivelser med direkte adgang til golfbanen og taler om respekt for naturen og omgivelserne (er det de nuværende beboere?), fred og ro samt proaktiv orientering og konstruktiv dialog med naboer, genboer og Sørup-borgere. 

Hold da op. Har jeg overset et af tidens mest brugte ord: Solceller?

En generel vejledning om strategisk planlægning for landsbyer understreger behovet for politisk fokus og dialog med borgerne, men i praksis bliver det sjældent til noget. Denne vejledning nævnes da heller ikke i beslutningspapirerne.

Projektet generer omgivelserne, den faktiske matrikulære afgrænsning kan ikke overholdes, byggehøjden overstiger normalt tilladte højder, og afstand til eksisterende bebyggelse er minimal. Gamle staldbygninger og stuehuset mod Sørupvej bevares på underlig vis, hvilket alt i alt vil gøre ”Søruplund” til en by i landsbyen. 

Denne udvikling profiterer på Sørups status og gode ry, til skade for de nuværende beboere. Tingene må gerne hænge sammen, så et tænkt ”Søruplund” ikke bliver en skamplet, et tivoli midt i landsbyen. Og hvad med golfbanens udnyttelse på sigt?

Ejerne skal naturligvis kunne sælge, men leve op til deres egne fine superlativer så som: Bevare Sørups identitet og charme med hensyntagen til det omkringliggende miljø, hvor nye boliger falder naturligt ind i helheden.