Af Hjørdis Kjærgaard, sognepræst i Hørsholm

Tanker om livet og døden på søen kan opstå, selv når vi sidder sikkert og godt og vugger på rundfarten i Københavns havnebassin.

Havet fascinerer, fordi der er en fare forbundet med sejlads. Vi må tage havet alvorligt. I kirken fanges vores øjne af kirkeskibe, vi lytter til fortællingerne om Jesu og hans disciple, om disciplenes angst for stormen på søen, og Jesus der går på vandet.

De bibelske fortællinger om den farefulde færd til havs minder mig om dengang, jeg selv og en stor del af min familie var udslettelsen nær, da vores rejse gik med båd mod den færøske ø Skúvoy.

Vi kom fra en ø og skulle til den næste, fra det sydlige Suderoy til den smukke Skúvoy, der rækker sine basaltsøjler op midt i det store, mørke, kolde og bundløse Atlanterhav, som en del af det færøske ørige.

Det blev en rejse, der nær var blevet familiens undergang, en livsfarlig færd i familiens båd, fordi vi for sent så, at tågen var på vej mod os, og fordi vi i åben sø opdagede eftervirkningerne fra en af mine unge fætres sejlads mod molen, dagen før.

Men vi er af vikingeæt, og derfor kunne vi naturligvis ikke lade petitesser som tåge og en konfrontation med en mole komme i vejen for at besøge familien på det afsidesliggende Skúvoy, der ventede med længsel på båden, der varslede familiegensyn, lammerullepølser og marmorkager.

Sammenstødet med molen bevirkede, at vores fødder langsomt blev nedkølet, fordi vandet piblede ind i båden. Og redningsvestene, som ingen i forbifarten havde tjekket, var så små, at ingen af de ombordværende kunne forventes at skrue sig ned i dem. Det så dystert ud, og vi havde en fornemmelse af, at vi var på vej mod familiens udslettelse.

Vi kunne være druknet derude på Atlantens tågebanker, hvis ikke den mest spagfærdige af mine kusiner havde sagt: ”Nej, kun en tåbe frygter ikke havet.”

Og det fik os til at vende båden og søge ly i den bygd, vi kunne skimte gennem tågen. Bygdens folk tog pænt imod os, nævnte intet om de store skader, der var synlige på bådens stævn og sagde intet om vores vanvittige forehavende med at sejle ud i den efterhånden tykke ærtesuppe.

Pænt tog de imod os og bragte båden på land. Og vi måtte bide i det sure æble, spise lammerullepølserne selv og tage til takke med telefonisk kontakt til familien.

Båden kom i brug igen blot et par timer efter vores Atlanterhavsfærd - lappet nødtørftigt sammen. For det var jo tåget - og i tåge kan man nærmest tage fisk direkte fra det gavmilde hav med de bare næver, for “havet giver og havet tager.”

Et par dage efter kom redningshelikopteren på arbejde, da et par kusiner og fætre havde glemt tiden i deres jagt på nogle gode fiskestimer.

Så pointen med historien må være: Mennesket er ukueligt! God rejse til vands eller til lands – til sommer.

At rejse er at leve, vi lever for at rejse, livet er en rejse - ja, selv døden omtales som en rejse.