Beboerrådet og Afdelingsbestyrelsen i Breelteparken advarer nu politikerne i Hørsholm mod at gennemføre besparelser på deres hjemmeplejeenhed og skære i antallet af madleveringsdage. De frygter, at besparelserne kan svække den nærhed og tryghed, som er en helt central del af Breelteparkens dna.
- Beboerrådet i Breelteparken advarer mod besparelser, der kan svække ældres tryghed og nærhed.
- Besparelser kan føre til lukning af hjemmeplejeenhed og færre madleveringsdage i Breelteparken.
- Hjemmeplejens nærhed har tidligere sikret hurtig hjælp ved faldulykker blandt beboere.
- Beboerrådet foreslår, at Breelteparkens personale overtager madudbringning for at bevare kontakt.
- Repræsentanter opfordrer politikere til at overveje konsekvenserne for ældres tryghed før besparelser.
Lige nu sidder kommunalpolitikerne i Hørsholm med sparekniven fremme til budgetforhandlingerne og skal skære 56 millioner kroner. Hos Breelteparken er det netop kommet dem for ører, at der er seriøse overvejelser om at lukke deres hjemmeplejeenhed og indføre færre dage, hvor Breelteparkens køkken skal levere mad.
- Vi har mange skrøbelige beboere, hvor nærheden til hjemmeplejen er utrolig vigtig. Den tætte adgang kan samtidig betyde, at ældre kan blive længere i egen bolig og dermed udskyde behovet for mere omfattende hjælp eller en plejebolig, siger Irene Olesen, formand for Beboerrådet.
Hurtigere hjælp
Omsorgscentret Breelteparken har 51 plejeboliger og 146 ældreboliger med hjemmepleje, køkken og dagcenter placeret tæt på hinanden.
Det skaber en god sammenhæng i hverdagen for de ældre beboere, men er i alvorlig risiko for at forsvinde, mener repræsentanter for Beboerrådet og Afdelingsbestyrelsen i Breelteparken, Irene Olesen, Laila Jørgensen, Tom Lau Olesen og Henrik Jørgensen.
En anden fordel ved at have hjemmeplejen tæt på ældre- og plejeboligerne er, at hjælpen hurtigt kan være fremme. Ifølge beboerrådsformanden faldt en beboer for nylig i sin bolig.
- En nabo hørte, at noget var galt, og kunne hurtigt hente hjælp hos hjemmeplejen, som har kontor midt i Breelteparken. Personale fra hjemmeplejen var kort tid efter på stedet og kunne hjælpe beboeren, fortæller Irene Olsen i en pressemeddelelse,
Hun understreger, at det ikke er et enkeltstående tilfælde. Alene i de seneste tre måneder har hjemmeplejen været involveret i to andre situationer, hvor beboere var faldet. I begge tilfælde var det vigtigt, at hjemmeplejen var tæt på og hurtigt kunne reagere.
- Det er netop den form for nærhed, som vi frygter at miste, hvis hjemmeplejen virksomhedsoverdrages til kommunens hjemmepleje og flyttes ud af Breelteparken, lyder det videre.
Læs også
- Underskrifter skal redde aktivitetscenter for sparekniv
- Borgmester om skattestigning: - Vi er pressede økonomisk, og det giver os nye muligheder
Mad er også kontakt
Mandag eftermiddag var repræsentanter for Beboerrådet og Afdelingsbestyrelsen i Breelteparken - Irene Olesen, Laila Jørgensen, Tom Lau Olesen og Henrik Jørgensen - til møde med borgmester Morten Slotsved (K) og konstitueret kommunaldirektør Jan Dehn, hvor de fortalte om konsekvenserne ved besparelserne på hjemmeplejen og de færre madleveringsdage.
Herunder de afledte konsekvenser som ekstra transporttid, biludgifter og øget medarbejdertid, der ellers kan bruges sammen med borgerne.
I dag står Nordsjællands Brandvæsen for at bringe maden fra Breelteparkens køkken ud til borgerne. I stedet mener Beboerrådet og Afdelingsbestyrelsen, at man bør undersøge en løsning, hvor maden på Breelteparken omdeles af Breelteparkens eget personale frem for af Nordsjællands Brandvæsen.
- Mad er ikke bare mad. Leveringen er også kontakt og en mulighed for at se til den enkelte beboer. Derfor foreslår vi, at Breelteparkens eget personale overtager udbringningen. Det kan både bevare den personlige kontakt og give en besparelse, siger Laila Jørgensen, der er medlem af Beboerrådet.
Opfordring til politkerne
De udsendte repræsenter fra Breelteparken forstår politikernes behov for at finde besparelser, men beder dem til at se på de samlede konsekvenser. Breelteparken er ikke bare bygninger og funktioner men en helhed, hvor nærhed, fællesskab og tryghed hænger sammen, fastslår de.
Opfordringen til politikerne er derfor klar:
- Se på hele Breelteparken og hele regnestykket, før I sparer på noget, der skaber tryghed og hjælper ældre med at blive længere i eget hjem.