Gratis tilbud:  Stressede mænd inviteres ud i naturen

Gang i Fredensborg, Fredensborg Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland inviterer igen stressede mænd ud i naturen.

Gang i Fredensborg, Fredensborg Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland inviterer igen stressede mænd ud i naturen.

Foto: Martin Warming

Mænd, der oplever symptomer på stress eller andre belastningsreaktioner, får nu mulighed for at finde ro og nye redskaber i naturen.

Et nyt forløb med navnet 'Ro i friluft' begynder i september og skal give deltagerne et frikvarter fra en travl hverdag. Det er Gang i Fredensborg, som står bag tilbuddet sammen med Fredensborg Kommune og Naturstyrelsen Nordsjælland.

Forløbet består af otte mødegange på to timer, hvor deltagerne blandt andet skal prøve stillevandring, åndedrætsøvelser og forskellige sanseøvelser.

Tanken er, at deltagerne både skal opleve naturen og få konkrete redskaber til selv at bruge naturen som støtte i hverdagen.

Bålkaffe og fællesskab

Naturterapeut Jacob Krogh er instruktør, og møderne foregår udendørs i forskellige naturområder i Fredensborg Kommune. Her vil der blandt andet være mulighed for bålkaffe og et afslappet fællesskab.

Forløbet henvender sig til mænd over 18 år, som inden for den seneste måned har oplevet symptomer på stress eller andre belastningsreaktioner. Man kan både være i arbejde, under uddannelse eller sygemeldt for at deltage.

Det kræver ikke en henvisning eller særlige forudsætninger, men deltagerne skal kunne gå et par kilometer i ujævnt terræn. Borgere bosat i Fredensborg Kommune bliver prioriteret.

Ro i friluft begynder tirsdag 15. september og fortsætter hver tirsdag frem til 10. november. Alle mødegange foregår fra klokken 16.30 til 18.30.

Inden forløbet begynder, bliver de tilmeldte kontaktet til en kort, individuel samtale.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig senest 6. september. Tilmelding kan ske på fredensborg.dk/roifriluft.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...