Hillerøds politikere er langt fra enige om, hvordan den langvarige sag om de omstridte butikker i byens industrikvarter skal løses.
- Politikere i Hillerød er uenige om udvidelse af bymidten og detailhandelsanalyse.
- Et mindretal er imod udvidelse af bymidten og ønsker ingen ny analyse.
- Flertal stemte for en detailhandelsanalyse.
- Af de 20 klager over ulovige butikker er 14 sager færdigbehandlet.
- Kommunen har brugt 230.000 kroner på ekstern juridisk bistand til sagerne.
På seneste møde i Plan- og Byudviklingsudvalget blev politikerne delt i to, da der skulle stemmes om, hvorvidt kommunen skal sætte gang i en ny detailhandelsanalyse. Forslaget blev vedtaget med fem stemmer mod to, men debatten afslørede markante politiske uenigheder - og flere melder nu ud, at de er imod en udvidelse af bymidten.
Læs også
- De blev fanget i butikskaos: Det tog to år at få afgjort sagen
- Thansen rev mur ned uden tilladelse - nu vil kommunen have de laver det hele om
- Vi har kæmpet i årevis for at gøre Hillerøds bymidte til et spændende og interessant sted, hvor folk har lyst til at komme og hygge sig, få noget mad og købe nogle varer. Det vil være et benspænd af dimensioner at begynde at tale om at lave Industrivænget om til en bymidte, siger Louise Colding Sørensen (S).
Af samme grund foreslog hun ved mødet, at man slet ikke laver en ny detailhandelsanalyse.
- Jeg ved ikke, hvad sådan en koster - men det er jo flere hundredetusinde. Det, synes jeg, er spild af penge - at begynde på en ny analyse, som helt sikkert vil sige det samme som den sidste og den forrige, vi fik lavet - nemlig at hvis vi udvider bymidten, vil det være til fare for den nuværende bymidte. Desuden vil det skabe usikkerhed blandt byens handlede - og den usikkerhed synes jeg ikke, vi skal skabe, siger Louise Colding Sørensen.
Læs også
- Kommune ville lukke Harald Nyborg - nu får butikken lang snor
- Frikendt butik skal igen forklare sig - nu granskes alt fra åbningstider til annoncer
Døde byer i Sverige
SF og Enhedslisten bakkede op om forslaget fra S.
- Mit ønske er ikke, at bymidten skal udvides - fordi det skaber ubalance. Der er jeg fuldstændig på linje med socialdemokraterne, siger Janne Lunding Olsen (SF), som frygter, at det vil dræbe bymidten, hvis dele af detailhandlen rykker ud.
- De værste eksempler er i Sverige, hvor der flere steder er store indkøbscentre uden for byerne, og det har bare gjort, at der er rigtig mange svenske byer, der simpelthen ikke har noget liv inde i byen mere, siger hun.
Enhedslistens Tue Tortzen har tidligere sagt, han ikke vil udvide bymidten, og det ønsker han fortsat ikke sker.
- Vi har satset meget på at skabe en mere levende bymidte, og det synes jeg vi skal beskytte, siger han, som gerne så, at analysen slet ikke blev sat i gang.
Flertal for analysen
Der var dog ikke flertal for forslaget fra S, som både de to konservative udvalgsmedlemmer, Liberal Alliance og Venstre stemte imod. Mødet endte med et flertal for forvaltningens forslag om at lave en detailhandelsanalyse af muligheden for en udvidelse af bymidten i en del af industrikvarteret. Dog med en ændring til det mere neutrale forslag om en analyse, der skal undersøge, om bymidten har den rette størrelse.
Janne Lunding Olsen stemte for forslaget fra S, men da forslaget faldt, endte hun med også at stemme for forslaget om at lave analysen. Hun siger til Frederiksborg Amts Avis, at hun gjorde det, fordi forslaget blev formuleret om.
- Jeg bad om, at det blev moderet, så vi har lavet en protokol, der hedder, at det skal være en objektiv analyse og ikke en analyse, som har til hensigt at se, hvordan vi kan udvide bymidten. Så formålet med analysen er ikke, at bymidten skal udvides, siger hun.
Et bedre grundlag
Udover SF endte V, I og K altså med at bakke op om at analysen sætte i gang.
- Vi er jo kede af den problematik, der er i industrikvartet, men vi vil også gerne være helt sikre på, at vi får passet på den bymidte, som vi jo alle sammen rigtig godt kan lide, siger formand for plan-og byudviklingsudvalget, Dan Riise (V) og fortsætter:
- Men vi mener også i flertalsgruppen, at hvis vi skal ud og diskutere med både folk i industrikvartet, men også i bymidten og med erhvervslivet i det hele taget, så skal vi have et ordentligt grundlag at diskutere ud fra. Vi skal ikke bare støve den gamle plan lidt af og ændre datoen og nogle småting. Der var ikke et ordentligt grundlag for en analyse, siger han om analysen fra 2023.
Vil ikke lægge sig fast på løsning
Selv om der er flertal for at lave analysen, er det uklart, om flertallet er klar til at udvide bymidten.
- Konservative har på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, om vi mener det ene eller det andet omkring den planmæssige bymidte. Nu skal vi have analysen, og så skal vi have en ordentlig drøftelse med erhvervslivet om, hvad vi mener er den bedste løsning, siger Henriette Døssing (K).
Heller ikke Liberal Alliance har lagt sig fast på en løsning.
- Vi bliver nødt til at få løst de udfordringer, der er i industrikvarteret. Med det grundlag vi har nu, har det ikke været muligt. Men nu bliver der lavet en undersøgelse for at finde ud af, hvad vi kan gøre ved det. Om det bliver det ene eller andet andet må vise sig - det vigtigste bliver at finde en løsning, siger Mathias Skarby (LA).
LA: Kommune skal ikke lukke butikker
Sagen udspringer af det såkaldte butikskaos i Hillerøds industrikvarter, hvor en privat klager har rejst spørgsmål om lovligheden af en række butikker på Industrivænget, Vølundsvej, Ægirsvej og Frejasvej.
Kommunen har modtaget i alt 20 klager. Indtil videre er 14 sager færdigbehandlet, oplyser Hillerød Kommune. I én sag er der udstedt påbud om fysisk lovliggørelse, mens de øvrige enten er blevet godkendt eller vurderet ikke at kræve yderligere handling. Seks sager er fortsat under behandling.
Kommunen har desuden brugt omkring 230.000 kroner eksklusive moms på ekstern juridisk bistand til at gennemgå en del af sagerne.
Sagsbehandlingen skal fortsætte, men kommunen skal ikke kræve, at flere butikker lukker eller på andre måder sætte vægt bag et krav om lovliggørelse, før der er skabt klarhed om fremtiden for Industrivænget, mener LA's Mathias Skarby.
- Der er jo noget lov, der skal overholdes, det kommer vi ikke udenom. Men jeg kunne godt tænke mig, at man stoppede processen eller måske undlader at udføre de afgørelser, man træffer. Jeg håber, man kan lave en løsning, så lovliggørelse ikke skal eksekveres, før vi har fundet ud af, hvad vi kan gøre. Det vil være ærgerligt at gennemføre lukninger, hvis vi ender med at lave planerne om, siger han.
Læs også
- Kommune ville lukke Harald Nyborg - nu får butikken lang snor
- Butikssag udvides til nye adresser - nu skal endnu en chokoladebutik under lup
Butikker skal overholde vilkårene
Mathias Skarby står dog alene i udvalget med sit ønske om at skåne butikkerne.
- Det er jo butikkerne, der ikke har overholdt lokalplanen og de vilkår, der er. Der er et eller to steder, hvor man har begået en fejl hos kommunen - der må man give en dispensation, det er helt fair, siger Louise Colding Sørensen, og det er Henriette Døssing enig i:
- Det er rimeligt at forvente, at dem, der driver virksomheder et sted, også overholder de regler, der er på området. Så de sager må forvaltningen behandle, sådan som de skal behandles, siger hun, som ærgrer sig over tonen på de sociale medier, hvor kommunen for nyligt blandt andet er blevet beskyldt for at "hade erhvervslivet".
- Det er absolut ikke mit indtryk, at der sidder nogen i forvaltningen, der hader erhvervslivet. De gør det, de er forpligtet til, når de modtager en anmeldelse om muligt brud på lokalplanen. Det er deres arbejde, siger hun.