Tidlig SFO er ikke en nødvendighed. Det er en politisk prioritering. Og i SF mener vi fortsat, at den er forkert.
I Sorø Kommune starter børn i tidlig SFO efter påskeferien. Det betyder, at børn midt i foråret skal forlade deres børnehave, deres trygge voksne, kendte rutiner og fællesskabet - hele fire måneder før den egentlige skolestart.
Det er en unødvendig ekstra overgang i en alder, hvor stabilitet betyder meget. Det kan sammenlignes med at starte nyt job to gange inden for få måneder. Og så er du 5-6 år gammel.
Vi anerkender den store indsats, som medarbejdere og ledere i tidlig SFO hver dag leverer. De bidrager til, at børnene bliver grebet og får en positiv introduktion til skolen ud fra de rammer, der er givet. Det ændrer dog ikke på, at tidlig SFO betyder færre voksne pr. barn end i børnehaven og endnu et skift tidligt i barnets liv.
Tidlig SFO handler om økonomi. Ordningen findes ikke i alle kommuner. Det skyldes ikke, at børn er forskellige fra kommune til kommune. Det skyldes politiske valg.
Samtidig ved vi, at flere børn mistrives. Derfor bør vi reducere - ikke øge - antallet af skift i de tidlige børneår. VIVE peger på, at nogle børn udvikler mistrivsel ved tidlig overgang til skolelivet, og at risikoen er størst hos de yngste børn. Mere uro. Lavere selvværd.
SF foreslog allerede ved sidste års budgetforhandlinger at afskaffe tidlig SFO. Det mener vi stadig, og det bliver en høj prioritet for os i de kommende budgetforhandlinger.
Vi ønsker, at børn bliver i børnehaven frem til skolestart. De gode erfaringer fra tidlig SFO skal ikke forsvinde - de skal bruges op til start i 0. klasse og i samarbejdet mellem skoler og dagtilbud, så overgangen bliver tryg og fagligt stærk.
Nu håber vi, at flertallet vil være med til at prioritere børns trivsel højere end at fortsætte denne tidligere spareøvelse.