Tidligere pædagog kritiserer Tidlig SFO: - Det generer mig, når besparelser camoufleres som pædagogiske tiltag

- Som uddannet pædagog generer det mig, når besparelser camoufleres som pædagogiske tiltag. Ordningen bliver ikke bedre af at blive kaldt for Forårs SFO, skriver Anne-Mette Sønderskov.

- Som uddannet pædagog generer det mig, når besparelser camoufleres som pædagogiske tiltag. Ordningen bliver ikke bedre af at blive kaldt for Forårs SFO, skriver Anne-Mette Sønderskov.

Foto: Anne-Mette Sønderskov

En dag, da jeg var på vej hjem fra arbejde, blev jeg ringet op af min datter, der spurgte, om jeg ville hente mit mellemste barnebarn, fordi han var faldet besvimet om ude på legepladsen i sin SFO. Han var startet i Tidlig SFO i april 2022 og vi var nået hen til en varm dag i midten af maj.

SFO'en har været for lille til at rumme alle børn, siden den blev bygget. Der har altid manglet plads til en stue. Et forbud fra brandtilsynet betød, at alle børnene ikke måtte være inde samtidig, og de skulle derfor være udenfor det meste af dagen og kun komme ind på skift. På grund af manglende overdækning med mulighed for skygge og adgang til drikke, besvimede mit barnebarn simpelthen med hedeslag og væskemangel.

Da mit yngste barnebarn startede samme sted et par år senere i 2024, var hun så heldig, at børnene nu måtte være indendørs i lidt længere tid ad gangen. Til gengæld måtte hun nøjes med køkkenet i fællesrummet som stue. Den fungerede som gennemgang til de andre stuer, og når hun skulle spise frokost, foregik det på gulvet, fordi der ikke var plads til borde og stole. Hun lærte først navnene på de andre børn og voksne i hendes gruppe kort før skolestarten.

En aften blev min datter kontaktet af en af de andre børns forældre, som fortalte, at hans pige og mit barnebarn havde været på tur til pigens bedsteforældre, der boede i nærheden. Efter et kort besøg valgte bedsteforældrene at sende pigerne retur til SFO’en. Ingen havde opdaget, at pigerne var væk. Det er stadig kun pigernes familier, der ved det. Lignende episoder gentog sig flere gange. Mit barnebarn sagde ”Her er der ingen, der vil savne os” og hun havde jo ret. Det var der heller ikke. Når alle i personalegruppen ser efter alle børn, er der ingen, der ser det enkelte barn.

Personalet i SFO’en har ofte ingen erfaring i arbejdet med så små børn i hele dage, og det virkede meget kaotisk. Især med det første barnebarn. Der er stor forskel på, om et barn er i SFO nogle timer efter skoletid eller skal være der hele dagen. De yngste børn i Tidlig SFO er ned til 5 år og 3 måneder og ofte ikke selvhjulpne i en grad, der gør, at de kan klare sig selv.

Når det handler om tidlig start i SFO har mange kommuner valgt at tilbagerulle ordningen i erkendelse af, at det var en besparelse, der havde for store omkostninger for børnene.

Som uddannet pædagog generer det mig, når besparelser camoufleres som pædagogiske tiltag. Ordningen bliver ikke bedre af at blive kaldt for Forårs SFO. 

Tidlig SFO handler alene om at frigive børnehavepladser samtidig med, at normeringen i SFO er lavere end i dagtilbud. Nogen fik det til at lyde, som om det skulle være en god overgang mellem børnehave og skole, men vi havde allerede en god overgang. Det kan man se i BUPLs kortlægning af kommunens brug af tidlig SFO fra januar 2022. 

Det endte med at blive endnu et skift i børnenes liv, til en kaotisk dagligdag uden faste holdepunkter, i en alt for ung alder, hvor børnene ikke er parate til det. 

Så hellere en skoledag med faste rammer og sin egen klasse at skulle forholde sig til. Det er mere roligt, trygt og overskueligt for børnene.

I forlængelse af Anne-Mette Sønderskovs debatindlæg har Sjællandske spurgt ledelsen på Frederiksberg Skole, om de kan bekræfte, at et barn besvimede i 2022, at børn i Tidlig SFO i 2024 måtte spise frokost på gulvet, fordi der ikke var plads til borde og stole og om skolen har kendskab til den beskrevne episode, hvor børn har besøgt bedsteforældre, mens de burde være på skolens område. Til det svarer indskolings- og SFO leder Martin Emil Holst Buch:

- Det er korrekt, at det pågældende barn besvimede tilbage i 2022. Jeg har været tilbage og spørge ind til episoden, men det er dog meget få, der kan huske det. Episoden blev ikke oplever som særlig alvorlig eller dramatisk og de kan ikke nikke genkendende til at der var tale om udløsende forhold som der beskrives her. Der er heller ikke nogen, der husker noget om et efterspil eller efterfølgende utilfredshed fra forældre. 

- Det er også korrekt, at børn spiste på gulvet i rundkreds i 2024. Det gør vi stadig. Det er ikke noget, vi gør af nød, men fordi det giver mening og skaber en større grad af fællesskab, når man sidder i rundkreds. 

- Med hensyn til børnene, der var løbet over til bedsteforældre, er det rigtigt, at vores skole er stor og åben. Det sker fra tid til anden, at et eller flere børn forlader skolen uden personalets viden. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på vores børn, men ser det også som en stor værdi, er der er steder at udforske uden voksne, hvor man kan lege og langsomt får lov at blive et større barn med tilsvarende voksende ansvar. Når en af situationerne opstår, bliver der altid fulgt op med forældrene.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...