Sol, motion og fællesskab: 150 deltog i motionsfest i Kokkedal

150 deltagere stillede til start, da Tour de Fredensborg blev afholdt i Kokkedal i weekenden.

150 deltagere stillede til start, da Tour de Fredensborg blev afholdt i Kokkedal i weekenden.

Foto: Fredensborg Kommune og Kokkedal Motionsklub

I strålende forårssol dannede Kokkedals grønne omgivelser rammen om årets forsommertour i Tour de Fredensborg i lørdags. Omkring 150 deltagere havde fundet vej til motionsdagen, hvor både løbere og gående i alle aldre deltog i et par hyggelige timer med motion og fællesskab.

Nogle deltagere havde spændt løbeskoene og gav den gas på de længere ruter på fem og ti kilometer, mens andre foretrak et roligere tempo på den korte rute på 3,5 kilometer. De forskellige distancer gjorde det muligt for både erfarne motionister, børnefamilier og førstegangsdeltagere at være med.

Søren Bek, formand for den nye forening Kokkedal Motionsklub, bød sammen med Charlotte Sander, formand for Fritids- og Idrætsudvalget, velkommen til deltagerne og sendte dem godt afsted på dagens ruter.

Læs også

Fokus på fællesskab

Det særlige ved Tour de Fredensborg er den uhøjtidelige stemning, hvor alle kan være med - uanset alder og form. Arrangementerne handler ikke om at præstere, men om at komme ud i naturen, møde andre borgere og få gode oplevelser sammen.

Ruten i Kokkedal førte deltagerne gennem den smukke natur langs Usserød Å, hvor grønne stier og idylliske omgivelser skabte de perfekte rammer for både løb og gåture.

Ved målområdet ventede frugt og vand, generøst doneret af SuperBrugsen i Hørsholm, og deltagerne kunne desuden tage imod en medalje som minde om en hyggelig dag med motion og fællesskab.

Næste stop er Nivå

Næste arrangement i Tour de Fredensborg finder sted i Nivå lørdag den 26. september.

Tour de Fredensborg er et samarbejde mellem idrætsforeninger i kommunens fire byer, som sammen arrangerer fire årlige motionsløb og gåture for hele familien. Initiativet støttes af Fredensborg Kommune, og det er gratis at deltage.

Flere oplysninger om de kommende arrangementer offentliggøres løbende på Fredensborg Kommunes hjemmeside.

Målstregen bliver krydset i fornem stil.
Målstregen bliver krydset i fornem stil. Foto: Fredensborg Kommune og Kokkedal Motionsklub
Nogle gav den gas, andre tog ruten i et mere afdæmpet tempo.
Nogle gav den gas, andre tog ruten i et mere afdæmpet tempo. Foto: Fredensborg Kommune og Kokkedal Motionsklub
Der var medaljer til alle deltagere - store som små.
Der var medaljer til alle deltagere - store som små. Foto: Fredensborg Kommune og Kokkedal Motionsklub

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...