Snør løbeskoene - eller gå med: Tour de Fredensborg kommer til Kokkedal

Tour de Fredensborg kommer til Kokkedal den 9. maj. Billedet her er taget ved årets nytårsløb i Fredensborg.

Tour de Fredensborg kommer til Kokkedal den 9. maj. Billedet her er taget ved årets nytårsløb i Fredensborg.

Foto: Martin Warming

Der er lagt op til en hyggelig og aktiv formiddag, når Tour de Fredensborg lægger vejen forbi Kokkedal lørdag den 9. maj klokken 10. Arrangementet henvender sig til både erfarne motionister, nybegyndere og familier, der blot har lyst til en tur ud i naturen.

Dagen åbnes af borgmester Thomas Lykke Pedersen, formand for Fritids- og Idrætsudvalget Charlotte Sander samt Kokkedal Motionsklub.

Vælg mellem to ruter

Deltagerne kan vælge mellem en rute på 3,5 kilometer eller cirka 5 kilometer, og tempoet bestemmer man selv. For dem, der ønsker ekstra udfordring, kan den lange rute gennemføres to gange - men så skal det være i løb, lyder det fra arrangørerne. 

Ruterne går gennem det grønne landskab langs Usserød Å og giver samtidig mulighed for at opleve flere af områdets klimaprojekter.

Gratis deltagelse - men husk tilmelding

Det er gratis at deltage, og arrangørerne opfordrer både familier, naboer og venner til at tage med. Ved målområdet venter der frugt og vand, og deltagere kan også få en medalje som minde om dagen.

Start og mål er ved banen bag Egedalshallen på Holmegårdsvej 3 i Kokkedal, hvor der også er parkeringsmuligheder og toiletter.

Tilmelding skal ske senest 8. maj klokken 15 via Fredensborg Kommunes hjemmeside.

En del af en større tour

Tour de Fredensborg er et fælles initiativ mellem idrætsforeninger i kommunens fire byer med støtte fra Fredensborg Kommune. Konceptet består af fire årlige motionsløb og gåture for hele familien.

Efter Kokkedal fortsætter touren i Nivå den 26. september og i Fredensborg den 31. december.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...