Folkeuniversitet Hørsholm inviterer til foredrag om Europas sikkerhed i lyset af krigen i Ukraine. 28. maj klokken 19.00 sætter lektor i internationale studier ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, Rasmus Brun Pedersen, fokus på de store linjer for Europas fremtid under nye sikkerhedspolitiske vilkår.
Ruslands invasion af Ukraine har ændret sikkerhedsbilledet i Europa. Landene styrker alliancer, hæver forsvarsbudgetter og oplever øget rivalisering mellem stormagter. Udviklingen sætter nye dagsordener for NATO, EU og europæiske lande.
Rasmus Brun Pedersen går i dybden med, hvilke trusler der præger Europa netop nu, hvordan samarbejdet i NATO og EU forandrer sig, og hvilken rolle et mindre land som Danmark kan påtage sig i en verden præget af usikkerhed og geopolitisk spænding. Han præsenterer sit forskningsbaserede bud på, hvordan Danmark og andre små stater kan navigere strategisk i et landskab, hvor verdensordenen forandrer sig.
Foredraget foregår i auditoriet på Rungsted Skole og henvender sig til alle, der interesserer sig for international politik og ønsker indsigt i de valg, som former fremtiden for Danmark og Europa.
Billetter kan købes på fu-hørsholm.dk.