Politiet åbner ny sag om drabsforsøg på uskyldig hundelufter - forsikringsmand er mistænkt

En 36-årig mand med tilknytning til Bandidos samt en 47-årig forsikringsansat er torsdag blevet sigtet i sag, hvor fem mænd allerede er idømt langvarige straffe. Retten har løsladt den 47-årige efter grundlovsforhøret.

To mænd er torsdag i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg på en tilfældig hundelufter

To mænd er torsdag i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg på en tilfældig hundelufter

Foto: Presse-fotos.dk

Der er sket ny, dramatisk udvikling i sagen om en uskyldig mand, der i januar 2021 blev skudt flere gange, mens han luftede sin hund nær sit hjem i Bagsværd.

Politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har torsdag formiddag fremstillet to mænd på 36 og 47 år i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. De er sigtet for medvirken til drabsforsøget på den dengang 55-årige hundelufter.

Begge sigtede nægter sig skyldige.

Forsvarer for den 36-årige sigtede, advokat Peter Secher, oplyser klokken 11.45 til Sjællandske Nyheder, at dommeren har besluttet ikke at fængsle de to sigtede.

Sigtelserne mod de to kommer fem måneder efter, at fem andre mænd - alle med tilknytning til rockergruppen Bandidos MC på gerningstidspunktet i 2021 - i december sidste år blev idømt lange fængselsstraffe for drabsforsøget på den 55-årige mand. Tre fik livstidsdomme.

Forsikringsmand sigtet

Men torsdagens sigtelser viser altså, at sagen i politiets optik langt fra er færdigefterforsket. NSK har nu rettet blikket mod den 36-årige, der på gerningstidspunktet var fuldgyldigt Bandidos-medlem, samt en 47-årig mand, der tilbage i 2021 arbejdede i et forsikringsselskab.

Ifølge sigtelsen misbrugte den 47-årige nordsjællænder sin adgang til forsikringsselskabets datasystem til at trække oplysninger ud, som han videregav til Bandidos. I perioden fra januar til marts i 2021 skal den 47-årige ifølge NSK have foretaget mindst 40 uberettigede opslag på vegne af Bandidos MC Danmark.

Netop på det tidspunkt i begyndelsen af 2021 var Bandidos MC i en blodig konflikt med gadebanden NNV. Retten i Glostrup slog sidste år fast, at drabsforsøget på den 55-årige hundelufter i Bagsværd skete som led i den konflikt og var planlagt og udført af personer med tilknytning til Bandidos.

Den 55-årige havde dog intet som helst at gøre med NNV, og under retssagen i efteråret 2025 stod det ikke helt klart, hvordan Bandidos havde fået det indtryk, at den 55-årige var tilknyttet banden. Men det blev fastslået, at mandens navn, adresse og nummerplade var blevet delt i krypterede chatgrupper med ledende Bandidos-medlemmer som deltagere.

Fandt oplysninger om 55-årig

Sigtelsen mod den 47-årige kaster muligt nyt lys på sagen. Her fremgår det nemlig, at den 47-årige forsikringsmand, ifølge NSK, tjekkede en bestemt nummerplade på vegne af Bandidos, som rockerne mistænkte for at være tilknyttet rivalerne fra NNV.

Dermed fandt den 47-årige adresseoplysningerne på den 55-årige mand, som han, ifølge sigtelsen, videregav til Bandidos.

Efter NSK's opfattelse førte det til, at den 55-årige mand ved 6.30-tiden om morgenen den 13. januar 2021 blev ramt af seks skud affyret fra en revolver og pistol, mens hans luftede sin hund i Bagsværd. Manden blev hårdt såret, men overlevede.

Under retssagen i efteråret fortalte han fra vidneskranken, hvordan han var helt uforstående over for, at nogen ville ham til livs.

Sigtet allerede idømt 11 års fængsel

Det Bandidos-medlem, der nu er sigtet, er den 36-årige Nicky Anthony Rieks. Han var ikke tiltalt for drabsforsøget på hundelufteren under retssagen sidste år, men han var tiltalt i en række andre forhold i samme sagskompleks, der gik under navnet "Operation Blast". Han blev idømt 11 års fængsel for blandt andet to drabsforsøg på personer med tilknytning til NNV.

Operation Blast - Bandidos-rockere på anklagebænken

Retssagen mod ni mænd udspringer af en voldelig konflikt i begyndelsen af 2021 mellem Bandidos og banden NNV. På nær én var alle tiltalte på det tidspunkt tilknyttet den nu forbudte rockergruppe Bandidos MC.

Konflikten var blevet antændt med et drab i Hillerød sent om aftenen den 2. januar på den tidligere Bandidos-rocker Cem Kaplan, der var skiftet til NNV. Et drab som den nu 46-årige Bandidos-rocker Jess Brønnum allerede er idømt livstid for.

I tiden efter fulgte en række anslag mellem de stridende parter, og de respektive politikredse arbejdede sammen med politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at efterforske og forhindre nye angreb.

En del af den indsats døbte politiet internt Operation Blast, og retssagen mod de ni mænd, der har kørt ved Retten i Glostrup over mere end 20 dage siden begyndelsen af september, er resultatet af den omfattende efterforskning.

De ni mænd i alderen 25 til 56 år er hver især tiltalt i forskelligt omfang, men har alle nægtet sig skyldige.

Hovedforholdene i Operation Blast har dels været et drabsforsøg på en 55-årig mand i Bagsværd, og dels drabsforsøg på yderligere tre personer med tilknytning til NNV.

Fem af mændene, heriblandt livstidsdømte Jess Brønnum, har været tiltalt for drabsforsøget på den 55-årige mand. Han blev om morgenen den 13. januar 2021 livsfarligt såret af seks skud, mens han luftede sin hund. Den 55-årige havde intet at gøre med hverken Bandidos eller NNV, men det har været anklagemyndighedens påstand, at de tiltalte Bandidos-medlemmer bevidst gik efter at dræbe manden, fordi de fejlagtigt troede, han havde tilknytning til NNV.

Alle fem mænd blev i slutningen af november 2025 kendt skyldige i drabsforsøget på den 55-årige. For to af de tiltalte var der tale om medvirken til drabsforsøg.

Modsat det meget voldsomme skyderi mod den 55-årige i Bagsværd, blev der ikke løsnet skud i de øvrige påståede drabsforsøg. Her har NSK blandt andet bygget anklagen på en lang række krypterede beskeder mellem de tiltalte, som det lykkedes politiet at få adgang til. NSK mener, at de tiltalte fra Bandidos forsøgte at finde og dræbe personer med tilknytning til NNV som led i de to grupperingers konflikt i begyndelsen af 2021, men det lykkedes ikke at gennemføre attentaterne.

Syv mænd blev kendt skyldige i drabsforsøg på to NNV'ere. Fire af dem var desuden tiltalt for drabsforsøg på et tredje medlem af NNV, men de blev frifundet i det forhold.

Tidligere i år blev en række medlemmer af NNV idømte langvarige straffe i en nærmest parallel sag, men med omvendt fortegn, der gik under navnet 'Operation Bronco.' De var tiltalt for på krypterede tjenester at planlægge drabsforsøg på en række Bandidos-medlemmer, heriblandt nogle af dem, der nu selv har siddet på anklagebænken i Operation Blast-sagen. Dommene er anket og skal senere for landsretten.

Nu mener NSK at kunne føre bevis for, at Nicky Anthony Rieks fik oplysningerne om den 55-årige mand fra den forsikringsansatte, og derefter delte oplysningerne med ledende medlemmer af Bandidos i krypterede chatgrupper. Dermed tog han del i planlægningen af drabsforsøget, mener politiet.

Både den 36-årige og 47-årige nægter sig skyldige i sigtelserne. Der er nedlagt navneforbud vedrørende den 47-årige mand, men ikke for 36-årige Nicky Anthony Rieks.

Som nævnt har dommeren ikke fundet grundlag for at varetægtsfængsle de to mænd. Dermed er den 47-årige løsladt, mens Nicky Anthony Rieks i forvejen er varetægtsfængslet frem mod ankesagen i Blast-sagen.

Fem idømt lange straffe

Ved retssagen sidste år nåede Retten i Glostrup frem til, at det var 46-årige Jess Brønnum og 38-årige Nick Wallace Ogle, der affyrede de seks skud, som ramte den 55-årige hundelufter. Ogle blev idømt livstid, mens Jess Brønnum allerede var idømt livstid for drabet i januar 2021 på NNV-medlemmet Cem Kaplan, der udløste konflikten mellem de to grupperinger.

Også 54-årige Lennart Mickey Elkjær blev idømt livstid i sagen, mens 56-årige Karl Martin Thorup fik 20 års fængsel. Endelig blev 39-årige Kim Mick Jørgensen som den femte mand dømt for medvirken til drabsforsøget på Kornmarken i Bagsværd. Han fik fængsel i 10 år og 11 måneder samt 20 dage på grund af en reststraf fra en tidligere dom.

Straffene afspejler også de dømtes indblanding i andre forhold i det samlede "Operation Blast"-sagskompleks.

Artiklen er rettet: Det fremgik tidligere, at den 47-årige sigtede fik oplysningerne om den 55-årige ved en tastefejl. Det var ikke korrekt. Sjællandske Nyheder beklager fejlen.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...