Det er straffe i den helt hårde ende, som Retten i Glostrup fredag formiddag har idømt ni mænd for tre drabsforsøg begået for snart fem år siden under en voldsom konflikt mellem Bandidos og gadebanden NNV. To mænd med tilknytning til Bandidos er idømt lovens strengeste straf - fængsel på livstid - mens en tredje allerede afsoner en livstidsdom og derfor ikke får udmålt endnu en livstidsdom.
Dommene er kulminationen på en tre måneder lang retssag, hvor i alt ni mænd har siddet på anklagebænken tiltalt i forskelligt omfang. Alle ni mænd blev fredag i sidste uge af nævningetinget i Glostrup kendt skyldige i hovedparten af de anklager, som politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) havde rejst imod dem. Her en uge senere har retten så udmålt straffen til de dømte.
Dommene spænder fra seks års fængsel og udvisning for bestandigt og altså op til to livstidsdomme. Alle dommere og nævninge var enige i afgørelsen.
De fleste tiltalte ankede på stedet dommene til Østre Landsret.
Udpegede forkert drabsmål
Den helt centrale del af sagen har handlet om en række drabsforsøg i begyndelsen af 2021, hvor nu forbudte Bandidos MC lå i konflikt med NNV-banden. Otte af de ni nu dømte var dengang alle enten fuldgyldige medlemmer eller prøvemedlemmer af Bandidos.
De tiltænkte mål for drabsforsøgene var da også personer med tilknytning til NNV. Rockerne var tilsyneladende så opsatte på at dræbe rivaler, at de ved 6.30-tiden den 13. januar 2021 skød en dengang 55-årig mand, der var ude for at lufte sin hund nær sit hjem på Kornmarken i Bagsværd.
Men offeret, der blev livsfarligt kvæstet af ikke færre end seks skud affyret fra både en pistol og en revolver, havde intet at gøre med NNV. Han var et uskyldigt og udenforstående offer, som Bandidos-rockerne fejlagtigt troede var tilknyttet NNV.
Det var muligvis fordi den 55-åriges bil på et tidspunkt havde holdt parkeret i NNV's højborg i Københavns Nordvestkvarter, hvor hans søn besøgte sin kæreste, at Bandidos-rockerne havde noteret nummerpladen som "mistænkelig". Derpå havde de fået oplysninger om den 55-årige mands adresse via en kontakt med adgang til opslag i Motorregisteret.
Operation Blast - Bandidos-rockere på anklagebænken
Retssagen mod ni mænd udspringer af en voldelig konflikt i begyndelsen af 2021 mellem Bandidos og banden NNV. På nær én var alle tiltalte på det tidspunkt tilknyttet den nu forbudte rockergruppe Bandidos MC.
Konflikten var blevet antændt med et drab i Hillerød sent om aftenen den 2. januar på den tidligere Bandidos-rocker Cem Kaplan, der var skiftet til NNV. Et drab som den nu 46-årige Bandidos-rocker Jess Brønnum allerede er idømt livstid for.
I tiden efter fulgte en række anslag mellem de stridende parter, og de respektive politikredse arbejdede sammen med politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at efterforske og forhindre nye angreb.
En del af den indsats døbte politiet internt Operation Blast, og retssagen mod de ni mænd, der har kørt ved Retten i Glostrup over mere end 20 dage siden begyndelsen af september, er resultatet af den omfattende efterforskning.
De ni mænd i alderen 25 til 56 år er hver især tiltalt i forskelligt omfang, men har alle nægtet sig skyldige.
Hovedforholdene i Operation Blast har dels været et drabsforsøg på en 55-årig mand i Bagsværd, og dels drabsforsøg på yderligere tre personer med tilknytning til NNV.
Fem af mændene, heriblandt livstidsdømte Jess Brønnum, har været tiltalt for drabsforsøget på den 55-årige mand. Han blev om morgenen den 13. januar 2021 livsfarligt såret af seks skud, mens han luftede sin hund. Den 55-årige havde intet at gøre med hverken Bandidos eller NNV, men det har været anklagemyndighedens påstand, at de tiltalte Bandidos-medlemmer bevidst gik efter at dræbe manden, fordi de fejlagtigt troede, han havde tilknytning til NNV.
Alle fem mænd blev i slutningen af november 2025 kendt skyldige i drabsforsøget på den 55-årige. For to af de tiltalte var der tale om medvirken til drabsforsøg.
Modsat det meget voldsomme skyderi mod den 55-årige i Bagsværd, blev der ikke løsnet skud i de øvrige påståede drabsforsøg. Her har NSK blandt andet bygget anklagen på en lang række krypterede beskeder mellem de tiltalte, som det lykkedes politiet at få adgang til. NSK mener, at de tiltalte fra Bandidos forsøgte at finde og dræbe personer med tilknytning til NNV som led i de to grupperingers konflikt i begyndelsen af 2021, men det lykkedes ikke at gennemføre attentaterne.
Syv mænd blev kendt skyldige i drabsforsøg på to NNV'ere. Fire af dem var desuden tiltalt for drabsforsøg på et tredje medlem af NNV, men de blev frifundet i det forhold.
Tidligere i år blev en række medlemmer af NNV idømte langvarige straffe i en nærmest parallel sag, men med omvendt fortegn, der gik under navnet 'Operation Bronco.' De var tiltalt for på krypterede tjenester at planlægge drabsforsøg på en række Bandidos-medlemmer, heriblandt nogle af dem, der nu selv har siddet på anklagebænken i Operation Blast-sagen. Dommene er anket og skal senere for landsretten.
To dømt for at skyde mand
Retten i Glostrup nåede allerede ved skyldkendelsen 28. november frem til, at det var nu 46-årige Jess Brønnum og 38-årige Nick Wallace Ogle, der affyrede de seks skud, som ramte den 55-årige hundelufter.
Jess Brønnum var i mange år medlem af Bandidos' Holbæk-afdeling, der gik under navnet Westcity. Han var på gerningstidspunktet såkaldt "Sargento de Armas" - populært kaldet "krigsminister" i Bandidos' landsledelse, Nationalen.
Brønnum blev allerede i 2023 af Østre Landsret idømt livstid for skuddrabet på NNV-medlemmet Cem Kaplan i Hillerød i januar 2021 og drabsforsøg på andre NNV'ere ved samme lejlighed. Det var netop dét drab, der antændte konflikten mellem Bandidos og NNV. Fordi han allerede er idømt og afsoner en livstidsdom, har Retten i Glostrup ikke udmålt en tillægsstraf til ham.
Men retsformanden bemærker, at den aktuelle sag ville have kostet en livstidsdom, hvis ikke Jess Brønnum allerede var idømt en sådan. Som den eneste modtog han sin dom.
Under retssagen kom det i øvrigt frem, at Jess Brønnum allerede dagen efter skyderiet i Bagsværd tilstod over for politiet og en dommer. En tilståelse han senere trak tilbage.
38-årige Nick Wallace Ogle er idømt fængsel på livstid. Han var på gerningstidspunktet såkaldt probationary, prøvemedlem, af Bandidos' Northland-afdeling i Ballerup. Nævningetinget fandt det bevist, at han sammen med Jess Brønnum forsøgte at dræbe den 55-årige mand i Bagsværd, ligesom det var Ogle, der på forhånd havde stjålet den VW Touran, som gerningsmændene kørte i.
Nick Wallace Ogle blev desuden kendt skyldig i yderligere et drabsforsøg på en person med tilknytning til NNV, og det er medvirkende til, at han får livstid.
I forhold til drabsforsøget på en NNV'er, var Ogle og seks andre tiltalt for at ville skyde én af to navngivne NNV'ere, som man forsøgte at lokalisere. Det mislykkedes dog, fordi de tiltalte ikke kunne finde dem.
I et helt tredje forhold om forsøg på at dræbe en NNV'er frikendte retten de fire, der var tiltalt i det forhold.

Livstid til rockerveteran
Også to rockerveteraner er nu idømt henholdsvis livstid og 20 års fængsel for blandt andet drabsforsøget på hundelufteren og et af de to NNV-medlemmer.
54-årige Lennart Mickey Elkjær får livstid. Han er kendt skyldig i at have været med i planlægningen af drabsforsøgene, dels via beskeder på den krypterede tjeneste SKY og dels via fysiske møder med andre Bandidos-medlemmer. Retten mener, at Lennart Elkjær havde en ledende rolle og særlig status i Bandidos, hvor han var tilknyttet Ballerup-afdelingen.
Lennart Elkjær blev tilbage i 2006 kendt skyldig i bombedrabet på sin tidligere ven, Mickey Borgfjord Larsen, som han har afsonet en dom på 16 års fængsel for. Lennart Elkjær placerede tilbage i 2003 en sprængladning under Borgfjords bil på en parkeringsplads ved Glostrup Amtssygehus, og den detonerede, da rockerbroen satte sig bag rattet efter en konsultation på hospitalet.
Livstidsdommen til Lennart Elkjær er ifølge Retten i Glostrup en tillægsstraf til en dom for vold og trusler, han fik for få år siden.
Retsformanden sagde ved domsafsigelsen, at Lennart Elkjær spillede en "aktiv og koordinerende rolle" i drabsforsøgene. Samtidig er det skærpende, at drabsforsøgene i 2021 skete kort tid efter, at Lennart Elkjær var blevet løsladt fra afsoning af drabsdommen fra 2006.
20 år til højt placeret rocker
Den anden mangeårige Bandidos-rocker, der nu er idømt 20 års fængsel, er 56-årige Karl Martin Thorup. Han var ligesom Jess Brønnum på gerningstidspunktet Sargento de Armas i Nationalen, og retten finder det bevist, at han havde en ledende rolle i Bandidos.
Under retssagen har Karl Martin Thorup erkendt, at han var med til at rundesende oplysninger om adresse og nummerplade tilhørende den 55-årige mand i Bagsværd før, manden blev forsøgt likvideret. Oplysningerne blev delt i lukkede og krypterede chatgrupper med ledende Bandidos-rockere som medlemmer, men Thorup har afvist, at det handlede om drabsforsøg.
Nævningetinget var dog overbevist om, at Karl Martin Thorup kendte til drabsplanerne både på den 55-årige mand i Bagsværd og på de to NNV'ere.
Såvel Elkjær som Thorup er også kendt skyldige i et mislykket forsøg på grov vold og mishandling af et NNV-medlem.
Endelig er 39-årige Kim Mick Jørgensen som den femte mand dømt for medvirken til drabsforsøget på Kornmarken i Bagsværd. Straffen lyder på fængsel i 10 år og 11 måneder samt 20 dage på grund af en reststraf fra en tidligere dom.
Kim Mick Jørgensen var på gerningstidspunktet medlem af Bandidos Northland i Ballerup. Han er blandt andet kendt skyldig i at være del af planlægningen, og retten mener også, at Jørgensen om morgenen den 13. januar 2021 hentede Jess Brønnum i Mørkøv på Vestsjælland og kørte ham til København forud for drabsforsøget.
Her er de andre dømte
Som nævnt er i alt ni mænd dømt i hele det store "Operation Blast"-sagskompleks. Foruden de fem nævnte er følgende dømt:
Den tidligere danmarkspræsident i Bandidos MC, 52-årige Jesper Schultz, er idømt 14 år og syv måneders fængsel. Han er blandt andet kendt skyldig i drabsforsøget på et NNV-medlem og forsøg på grov vold og mishandling af et NNV-medlem.
36-årige Niclas Rosenheld, der tidligere var præsident for Bandidos i Hillerød, er idømt 13 års fængsel for de samme forhold som Jesper Schultz. Som den eneste af de dømte tog Niclas Rosenheld betænkningstid for at overveje en anke. Ifølge hans forsvarer, Luise Høj, mener han sig dømt med urette, men af personlige årsager vil han nu bruge lidt tid på at overveje en eventuel anke.
Ligeledes 36-årige Nicky Anthony Rieks får 11 års fængsel for drabsforsøget på et af de to NNV-medlemmer. Han er desuden dømt for sammen med sagens niende tiltalte, 25-årige Saim Nazir og en tredje person, der ikke var tiltalt i denne sag, at have kidnappet en person og udsat vedkommende for vold.
Sagen handlede om at tvinge oplysninger ud af den kidnappede om et større kvantum narkotika, og forholdet havde ikke relation til konflikten mellem Bandidos og NNV.
Føromtalte Saim Nazir, der som den eneste af de ni tiltalte ikke har haft tilknytning til Bandidos, blev idømt seks års fængsel. Han er desuden dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Læs også
- Uskyldig hundelufter skudt seks gange
- Hundelufter blev forsøgt dræbt: - Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg blev skudt
- Tilfældig hundelufter var i livsfare efter vanvidsskyderi på stille villavej - Livstidsdømt Bandidos-rocker tilstod, men nu nægter han
- Navnet på tilfældigt skudoffer rundsendt blandt Bandidos-medlemmer forud for drabsforsøg
- Hundelufter skudt under morgentur - nu er Bandidos-rockere mistænkt
- Hundelufter overlever skudangreb nær sit hjem i Bagsværd
- 55-årig ramt af flere skud i Bagsværd - politiet søger vidner
- Skudepisode på Kornmarken