Forældre i Rødovre skal trygt kunne aflevere deres børn i dagtilbud. Derfor forstår jeg også godt, hvis en artikel i den lokale avis om personaleudskiftning og mangel på pædagoger kan vække bekymring.
Men jeg vil gerne nuancere billedet og samtidig slå fast: Rødovre har gode dagtilbud med dygtige ledere og medarbejdere, som hver dag gør en stor indsats for at give børnene en tryg og god hverdag. Det skal vi huske at sige højt.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
Det betyder ikke, at alt er perfekt. Vi vil gerne have flere uddannede pædagoger, og vi vil gerne nedbringe personaleudskiftningen. Det er en udfordring, som mange kommuner i hovedstadsområdet står med, fordi der ganske enkelt er mangel på pædagoger. Men i Rødovre sidder vi ikke med hænderne i skødet. Vi har prioriteret forberedelsestid til pædagogerne, vi arbejder med bedre modtagelse af nye medarbejdere, og vi styrker kompetencerne hos både pædagoger og medhjælpere. Vi arbejder også på at gøre Rødovre til et endnu bedre sted at være i praktik, så flere pædagogstuderende får lyst til at vende tilbage som færdiguddannede.
Læs også
- Profilflugt bekymrer fans – direktør maner til ro
- Rødovre-forfatter udvalgt til international topliste for børnebøger
- Martin modtog en MobilePay-anmodning på 100.000 kroner: - Hvad fanden er det for noget?
Samtidig viser vores forældretilfredshedsundersøgelser, at mange forældre er glade for deres børns dagtilbud. Der er selvfølgelig forskelle fra sted til sted, og der er også områder, hvor vi skal blive bedre. Det tager vi alvorligt. Men det samlede billede er ikke, at Rødovres dagtilbud mangler kvalitet. Det samlede billede er, at vi har gode dagtilbud, hvor børn hver dag bliver mødt med omsorg, nærvær og faglighed, og hvor vi hele tiden arbejder for at gøre det endnu bedre.
