Et spørgsmål ved et byrådsmøde i marts har sat gang i en lokal debat om, hvorvidt unge i Solrød Kommune bør kunne køre gratis med bus. Først kom et debatindlæg med skarp kritik af borgmesteren for at have sagt nej til idéen. Derefter fulgte et modsvar, som afviste kritikken – og siden er der kommet et skriftligt svar, der giver et mere detaljeret indblik i, hvilke muligheder kommunen reelt har.
- Debat om gratis busser til unge i Solrød startede ved byrådsmøde i marts 2026.
- Nicklas Gregil kritiserede borgmesteren for at afvise gratis buskørsel for unge.
- Borgmesteren svarede, at kommunen ville undersøge lovlighed og praktiske muligheder.
Debatten udspringer af byrådsmødet den 23. marts 2026, hvor suppleant til byrådet Nicklas Gregil (S) stillede spørgsmål om gratis buskørsel for unge studerende og unge på vej til fritidsaktiviteter. Kort efter offentliggjorde han et debatindlæg, hvor han kritiserede borgmesteren for blankt at afvise forslaget.
I debatindlægget skriver Nicklas Gregil blandt andet, at transportudgifter fungerer som en ”skjult skat” på unge og rammer studerende, lærlinge og unge med fritidsjob hårdt. Han kritiserer samtidig, at borgmesteren – som repræsenterer Liberal Alliance – ifølge ham sagde nej uden at ville undersøge sagen nærmere.
Modsvar
Debatindlægget blev senere mødt af et svar fra LA i Solrøds gruppeformand Carl Andersen, der afviste fremstillingen af byrådsmødet. Her lyder det, at borgmesteren ikke gav et ”koldt nej”, men tværtimod oplyste, at kommunen ville vende tilbage med et skriftligt svar om lovlighed og praktiske muligheder for differentierede billetpriser.
I svaret peges der også på, at borgmesteren politisk ikke har ønsket at arbejde for forslaget, men at det ikke er udtryk for hykleri (som det var pointeret i det første debatindlæg) men for en prioritering. Samtidig fremhæves det, at busdriften i Solrød Kommune i forvejen er underskudsgivende, og at kommunen i 2026 dækker et underskud på 7,2 millioner kroner efter billetindtægter. Hvis nogle grupper skal køre gratis, vil udgiften derfor skulle dækkes af andre borgere.
Læs også
- Hyklere i jakkesæt: Liberal Alliance taler om frihed, men sender regningen til de unge
- Modsvar til debatindlæg: Uenig er ikke det samme som hykleri
Kan ikke selv indføre gratis busser
Det spørgsmål er siden blevet belyst i et skriftligt svar fra borgmesteren til Nicklas Gregil, hvor han blandt andet skriver, at han har forståelse for, at nogle borgere, særligt studerende, kan opleve transportudgifter som en økonomisk barriere i hverdagen.
I brevet understreges det, at administrationen efter byrådsmødet har undersøgt sagen nærmere i dialog med Movia. Her fremgår det, at Solrød Kommune ikke selv kan oprette et særskilt billetprodukt eller gøre busserne gratis for en afgrænset målgruppe.
Ifølge svaret fastsættes takster og billetprodukter i kommunens område nemlig inden for DOT-samarbejdet mellem Movia, DSB og Metroselskabet. Eventuelle løsninger skal derfor kunne fungere inden for dette fælles rammeværk.
Det fremhæves samtidig, at billet- og kortordninger i DOT-området som udgangspunkt gælder på tværs af bus, tog og metro. Et eventuelt gratis tilbud til unge i Solrød vil derfor give adgang til langt større dele af den kollektive trafik, hvilket ifølge Movia vil være meget vanskeligt – eller nærmest umuligt – at administrere.
Læs også
- Vejen mod hurtigere byggesagsbehandling
- Politiet beslaglægger våben og anholder unge efter uro på Sjælland
- Aktindsigt løfter sløret for miljøsvineri – ’gentagende problem’ med menneskelort
- March mod ensomhed lægger vejen forbi Solrød til sommer
- Forureningssag tager vild drejning - kommune mistænker 'et eller flere slamsugerfirmaer' for at dumpe slam