Til august bliver Solrød Kommune en del af den landsdækkende March mod Ensomhed, når marchen den 13. august 2026 passerer kommunen på sin vej fra Roskilde til Køge.
Det fremgår af en orientering til Ældre-, social- og beskæftigelsesudvalget, som administrationen har fremlagt, fordi flere af kommunens enheder planlægger at opfordre borgere til at deltage i marchen.
March mod Ensomhed er et privat, frivilligt initiativ, der siden 2017 hvert år har sat fokus på ensomhed og fællesskab. Marchen går gennem alle landets kommuner og bevæger sig kun videre, når der er deltagere, som går sammen.
Solrød Kommune er en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed og ser marchen som en anledning til at bakke op om den eksisterende indsats mod ensomhed og skabe opmærksomhed på tværs af alder og befolkningsgrupper.
Ifølge orienteringen vil der være mulighed for at deltage på hele eller dele af ruten – eller for blot at vise sin støtte ved at møde op, når marchen gør holdt i Solrød. Det planlagte stop finder sted ved AFC i Solrød Center, hvor marchen forventes at ankomme omkring klokken 13.
Der vil desuden være mulighed for at støtte initiativet med sponsorgaver eller donationer, enten ved uddeling på ruten eller ved ankomsten til Solrød.
Marchens rute og tidspunkt for stoppet i kommunen er fastlagt, og kommunens enheder er i gang med at informere borgerne for at få så mange som muligt med.