Kunstnere og klimaekspert i debat om fremtidens landskab

Nivaagaards Malerisamling sætter kunsten i spil i den aktuelle debat om Danmarks fremtidige landskaber.

Nivaagaards Malerisamling sætter kunsten i spil i den aktuelle debat om Danmarks fremtidige landskaber.

Foto: Kenneth Stjernegaard

Når skoven kalder, er det ikke kun biologer og politikere, der lytter. På Nivaagaards Malerisamling sættes kunsten nu i spil i den aktuelle debat om Danmarks fremtidige landskaber med særudstillingen Skovens tid og debatarrangementet TEMPEL TALK #2: Skovrejsning.

Torsdag den 12. marts mellem klokken 19 og 20.30 inviterer museet til en samtale, hvor kunsten møder klima- og naturpolitik. Baggrunden er den stigende opmærksomhed på skovens rolle i den grønne omstilling - ikke mindst efter vedtagelsen af Den Grønne Trepart, der blandt andet rummer ambitionen om at plante 250.000 hektar ny skov og genskabe moser, sumpe og våde enge.

I panelet sidder billedkunstner Rasmus Myrup, klima- og miljøjournalist Jørgen Steen Nielsen fra Dagbladet Information og billedkunstner Olivia Rode Hvass. Samtalen modereres af forfatter og kurator Jacob Lillemose.

Æstetiske perspektiver

Hvor den politiske debat ofte handler om hektar og CO₂-regnskaber, vil aftenen også åbne for de mere eksistentielle og æstetiske perspektiver: Hvad betyder det, hvis vi som samfund igen skal tænke os selv som skovbrugere? Kan naturskoven fungere som klimastøddæmper - og samtidig som poetisk samtalepartner?

TEMPEL TALK er museets tværfaglige live-format, der bringer samtidskunst, historiske værker og aktuelle samfundsspørgsmål i dialog. Initiativet trækker tråde tilbage til museets grundlægger, Johannes Hage, som i 1908 åbnede sit kunsttempel for offentligheden med en vision om kunst som rum for ro, indsigt og dannelse.

Med museets beliggenhed midt i park, marker og skov får samtalen om skovrejsning en helt konkret ramme. Her bliver spørgsmålet ikke blot, hvor mange træer der skal plantes - men hvordan vi forestiller os at leve med dem.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...