Nivaagaard overhaler Louvre og var tæt på at sætte besøgsrekord i 2025

Nivaagaards Malerisamling kan se tilbage på et rekordstærkt 2025 med over 82.000 besøgende. Museet styrkede sin samling af kvindelige kunstnere og har nu en samling, der ifølge The Sunday Times overgår Louvre.

2025 bød også på vigtige nyerhvevelser i museets samling af kvindelige kunstnere, som her Artemisia Gentileschis 'Susanna og de ældste' (1644-48), der bragte samlingen op på fem værker af kvindelige kunstnere før 1700-tallet.

2025 bød også på vigtige nyerhvevelser i museets samling af kvindelige kunstnere, som her Artemisia Gentileschis 'Susanna og de ældste' (1644-48), der bragte samlingen op på fem værker af kvindelige kunstnere før 1700-tallet.

Foto: David Kahr

Nivaagaards Malerisamling i Nivå kan se tilbage på et imponerende 2025, hvor besøgstallet passerede 82.000 – det næstmest besøgte år i museets historie. 

Det skriver det lokale museum i en pressemeddelelse. 

Året begyndte med Michael Kviums WETLAND, som blev museets næstmest besøgte udstilling nogensinde, kun overgået af William Morris-udstillingen fra 2019. 

Samtidig åbnede Kunstnerkolonien i Hornbæk, hvor DR-serien bragte samtidskunstnere som Apolonia Sokol, Noah Umur Kanber og Kasper Eistrup ud til de nordsjællandske kyststrækninger, hvor publikum kunne opleve kunstværkerne i virkeligheden.

Læs også

Foråret og sommeren blev domineret af Morris-udstillingen 'Kunsten at leve', som lod gæsterne dykke ned i 1900-tallets britiske pionerer inden for kunst, litteratur, filosofi og livsstil. 

Sensommeren bød på Janus la Cours udstilling 'Stilhed', der viste den oversete danske malers stille landskaber, som med deres naturtro ro talte stærkt til nutidens publikum, mere end 100 år efter, de blev skabt. Udstillingen kan i øvrigt opleves frem til den 4. januar.

Flere kvindelige kunstnere

2025 har også været året, hvor museets samling af kvindelige kunstnere blev styrket. Catharina Ykens’ blomsteropstillinger og 1600-tallets Artemisia Gentileschis historiske værk Susanna og de ældste har vakt international opmærksomhed. 

The Sunday Times bemærkede, at Nivaagaards samling af kvindelige kunstnere før 1700 nu overgår Louvre i Paris og matcher niveauet i Prado og National Gallery.

I 2026 byder museet på tre store særudstillinger. 'Skovens tid' undersøger Danmarks grønne ambitioner og skovens betydning i dag og fremtiden, mens kunst og historiske værker åbner op for refleksion over, hvordan vi skal leve tættere med naturen. 

Udstillingen 'Richard Winther 100 år' markerer jubilæet for den eksperimenterende kunstner og viser både hans værker og udvalgte kunstværker fra hans private samling, kurateret af Mie Mørkeberg. 

Udstillingen Christine Swane, En mangfoldig ener' fejrer 150-året for maleren, keramikeren og kunsthåndværkeren Christine Swanes fødsel med den hidtil mest omfattende præsentation af hendes værker. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...