Nu er en ny selvhjælpsgruppe til forældre og pårørende til et voksent barn med fysiske og/eller psykiske handicap på vej. Det skriver Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm i en pressemeddelelse.
Ifølge frivilligcenteret sker oprettelsen af den nye gruppe på baggrund af en række henvendelser fra især ældre borgere. De er bekymret for deres voksne børn, der lever med en fysisk eller psykisk lidelse, som kræver et stort behov for hjælp i dagligdagen
- Når man fx selv er oppe i årene og føler man har udtjent sin forældrerolle kan det være fysisk og psykisk opslidende at skulle være den, der stadig skal være den servicerende og omsorgsfulde forældre. Det føles naturligt for forældre i starten, men som årene går, kan det volde store kvaler, især hvis man selv har fået lidt skavanker. Desuden kan det være meget svært at sige fra og overlade 'problemet' til den offentlige hjælp, det rent faktisk kræver, siger Else Marie Jonsson, som er gruppens facilitator.
Derfor vil frivilligcenteret nu tilbyde en samtalegruppe for forældre/pårørende, hvor de møder ligesindede, oplever at de ikke står alene med udfordringerne, har mulighed for at dele egne erfaringer og støtte hinanden samt får tænkt i egenomsorg for ikke selv at blive syg eller trist.
I pressemeddelelsen skriver Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm, at deltagere i gruppen kan finde samhørighed, opmuntring, nærværende samvær og oveni måske nye venner.
Den nye selvhjælpsgruppe er allerede i gang, men der er plads til flere, skriver frivilligcenteret. Deltagelse er gratis og alle i gruppen har tavshedspligt.
Der vil være et møde cirka en gang om måneden, hvor næste gang bliver den 23. februar i Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholm.
Læs også
- Thorkild og Jerry takker af: Efter tre år med kulturdage har de bevist én afgørende ting
- Frivilligcenter modtager over en kvart million i støtte til børn og unge
- Plejehjem får ny sensorteknologi - derfor kan det hjælpe med øget trivsel hos de ældre
- Antallet af indbrud stiger: - En ærgerlig og bekymrende udvikling
- Lokalplan vedtaget for nyt etagebyggeri - flere ejendomme skal rives ned
