NGG har taget hul på ny æra i bæredygtig skolebygning: - Det er svært at sætte ord på

Før jul var det farvel til Cirkelhuset efter 42 år. I denne uge goddag og velkommen til spritny skolebygning, opført i bæredygtighedens tegn.

En elev har fået æren af at klippe den røde snor, da Nordsjællands Grundskole og Gymnasium tog deres nybyggede skole i brug.

En elev har fået æren af at klippe den røde snor, da Nordsjællands Grundskole og Gymnasium tog deres nybyggede skole i brug.

Foto: Presse

Efter 42 år i Cirkelhuset har den lokale privatskole Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) taget hul på et nyt kapitel. 

I denne uge åbnede skolen nemlig dørene til sin helt nybyggede skolebygning på i alt 11.600 m² og bød mere end 1.300 elever og medarbejdere velkommen i splinternye rammer på Christianshusvej i Hørsholm.

- Det er svært at sætte ord på, hvor stort det her er for os, siger rektor Thomas Thrane i en pressemeddelelse.

Åbningsdagen blev markeret med flag, tale og rød løber. Alle klasser var på rundvisning i bygningen. Ifølge rektor er det især fællesskabet og medarbejdernes indsats, der har gjort flytningen mulig.

- Det er resultatet af et helt ekstraordinært fælles arbejde. At se eleverne tage bygningen i brug på første dag var den største gave, fortæller han.

Skabt til fremtidens undervisning

Cirkelhuset har gennem flere årtier dannet rammen om NGG’s hverdag – og rummer minder for både tidligere og nuværende elever, forældre og ansatte. 

Tilbage i 2013 begyndte arbejdet med at se på mulighederne for at bygge en helt ny skole og rykke over kommunegrænsen fra Fredensborg til Hørsholm. For præcis to år siden på en iskold januardag blev første spadestik taget, og nu er visionen blevet til virkelighed.

- Cirkelhuset har været fyldt med minder, traditioner og fortællinger gennem mange år. Samtidig føler vi os privilegerede over at kunne tage en skolebygning i brug, som er skabt til fremtidens undervisning – sammen med de elever og medarbejdere, der giver huset liv, fortæller NGG-rektor Thomas Thrane.

Lærere på NGG byder velkommen i de nye omgivelser på Christianshusvej i Hørsholm.
Lærere på NGG byder velkommen i de nye omgivelser på Christianshusvej i Hørsholm. Foto: Presse

Læs også

Guldcertificeret bæredygtighed

Den nye skolebygning, som Nordsjællands Grundskole og Gymnasium lejer sig ind i, er opført som en guldcertificeret bæredygtig bygning med fokus på læring, trivsel og fællesskab. 

Bag byggeriet står ejendomsselskabet Wihlborgs A/S, og det er selskabet hidtil største enkeltstående projekt i Danmark med et budget på 250 millioner.

Der er i alle aspekter ved valg af byggematerialer og indretning tænkt i bæredygtighed. Målsætningen var en DGNB-guld certificeret skolebygning (kræver en pointscore på min. 65 % af de fastsatte krav indenfor social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed - red.).

Alle klasselokaler og fællesområder er indrettet med nye møbler, kombineret med genbrug og fine arvestykker fra skolens nabo, VELUX – et bevidst valg, der understøtter skolens bæredygtige profil.

- Vi ser nu frem til de kommende måneder og år, hvor hverdagen skal udfoldes i de nye omgivelser – med respekt for historien og blikket rettet mod fremtiden, lyder det fra skolens rektor.

Det er noget af et loungemiljø, der er lavet til gymnasieeleverne på den nye NGG-skole.
Det er noget af et loungemiljø, der er lavet til gymnasieeleverne på den nye NGG-skole. Foto: Presse
Det er ejendomsselskabet Wihlborgs A/S, der har stået for opførelsen af den nye 11.600 kvadratmeter store skolebygning i Hørsholm.
Det er ejendomsselskabet Wihlborgs A/S, der har stået for opførelsen af den nye 11.600 kvadratmeter store skolebygning i Hørsholm. Foto: Presse
NGG-rektor Thomas Thrane er en glad mand, der har lidt svært ved at sætte ord på alt det nye, de lige har kunne tage i brug.
NGG-rektor Thomas Thrane er en glad mand, der har lidt svært ved at sætte ord på alt det nye, de lige har kunne tage i brug. Foto: Presse

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...