Hørsholmborger og tidligere erhvervsmand Ole Jørn Schulze er død den 10. december i en alder af 91 år.
Med hans bortgang har Hørsholm og Usserød mistet en markant erhvervsmand og et menneske, der gennem et langt liv satte sit tydelige præg på lokalsamfundet.
Ole Jørn Schulze blev født i Usserød i januar 1934 som næstældste af syv brødre. Han boede hele sit liv i Hørsholm/Usserød og var dybt forankret i lokalområdet.
Opvæksten var præget af hårde vilkår. Oles mor døde tidligt og efterlod hans far alene med ansvaret for syv drenge i årene kort efter Anden Verdenskrig. Det lærte Ole tidligt betydningen af ansvar, flid og sammenhold.
Efter syv års skolegang på Usserød Skole kom Ole i lære som kommis hos en lokal købmand Holm Nielsen. Her lærte han ordentlighed, punktlighed og købmandskabets grundværdier.
Om aftenen gik han på handelsskole, hvor regning med snese, styks, pund og kilo var en fast del af hverdagen.
Efter endt læretid aftjente Ole sin værnepligt i 12 måneder. Efter rekruttiden gjorde han tjeneste som ordonnans og chauffør for oberster og generaler – en opgave, han varetog med ansvar og præcision.
Kødbyen og Grønttorvet
Ole vendte hjem fra værnepligten for at hjælpe sin far, som var blevet syg, med at drive familiens vognmandsforretning. Her blev der kørt kreaturer fra landmænd i hele Nordsjælland til Kødbyen i København.
Arbejdsdagen begyndte ofte klokken tre om morgenen, så man kunne være i Kødbyen ved syvtiden med seks til syv køer på ladet.
Det var hårdt arbejde, men Ole tog fat med pligtopfyldenhed og uden klage. Efter omkring fem år stoppede han i vognmandsforretningen.
Herefter begyndte Ole at arbejde hos en god ven på Grønttorvet i København. Han hentede bananklaser i Københavns Havn og kørte dem til Nørrebro, hvor de hang til modning i en kælder.
Inden længe fik Ole mulighed for at købe en grossistforretning, Sydfrugt & Engros, som handlede på Grønttorvet og leverede frugt og grønt til købmænd og grønthandlere i hele Nordsjælland.
Det gik godt for Ole, der var en kvik forretningsmand og hurtigt lærte at begå sig på Grønttorvet og handle til de rigtige priser.
Kærlighed og Tuborg
Ole mødte sit livs kærlighed, Birthe, som han giftede sig med i 1958.
I 1970 søgte Tuborg en depotbestyrer til Hørsholm. Ole skrev en håndskrevet ansøgning og blev indkaldt til jobsamtale på Hotel Marina i Vedbæk. Han fik jobbet og solgte efterfølgende sin frugt- og grøntforretning til en god ven.
Som depotindehaver for Tuborg i Hørsholm blev Ole en naturlig del af byens daglige liv og bidrog til at holde hjulene i gang for mange lokale virksomheder, sportsklubber og foreninger.
Ole var kendt for sit store branchekendskab og sin evne til at opbygge langvarige relationer, både til kunder og samarbejdspartnere.
For ham var forretning ikke blot tal og varer, men også tillid, ansvar og gensidig respekt. Han blev altid værdsat for sin rolige facon, sin ordholdenhed og sit klare blik for kvalitet.
Ole stoppede som depotindehaver i 1994, da Tuborg valgte at samle distributionen i Fredericia.
Har sat dybe spor
I sit otium fortsatte Ole med at forpagte kiosken ved Rungsted Ishockey, hvor hele familien hjalp til med fadøl og slik til kampene – et arbejde, der vidnede om hans fortsatte engagement og glæde ved fællesskabet.
Også efter endt tjeneste for Rungsted Ishockey servicerede Ole flere virksomheder som altmuligmand i Hørsholm, ligesom familie og venner havde gavn af hans hjælpsomhed.
Ole Schulze efterlader sig tre børn, ni børnebørn og ti oldebørn – samt endnu et oldebarn på vej – plus et utal af minder hos familie og venner.
Hans liv var et vidnesbyrd om arbejdsomhed, kærlighed og engagement og har sat dybe spor i alle, der kendte ham.
Uden for arbejdet huskes Ole som et redeligt og ordentligt menneske, der satte pris på fællesskab, familie og nære relationer.
Han efterlader sig minder om et liv levet med flid, integritet og ansvarsfølelse. Æret være Ole Schulzes minde.
Mindeordene er modtaget af Jesper Dybvad Bruun på vegne af familien.