Et kultiveret energibundt, en meget bemærkelsesværdig person er gået bort.
Hørsholmborger Finn Rolf Jacobsen sov fredeligt ind den 20. februar efter få dages sygdom. Han blev 93 år.
Sjældent oplever man en borger, som giver så meget tilbage til sin hjemby, sin kommune, som Finn gjorde. En glad mand i korte bukser og bare knæ det meste af året.
Finn Rolf arbejdede et langt liv som civilingeniør. Blandt andet i flere år hos Honeywell. Frem til sin pensionering virkede Finn hos det rådgivende ingeniørfirma Birch & Krogboe i Virum.
Oprindeligt kom Finn Rolf fra Frederiksberg. I sine drengeår kom Finn i familiens sommerhus i Rungsted. De sommerferier var så positive oplevelser, at Finn - i øvrigt med sine brødre - valgte at bosætte sig I Hørsholm.
Valggeneral
I 1992 var Finn Rolf Jacobsen formand for Den Konservative Vælgerforening i Hørsholm. I den egenskab ringede Finn til mig og spurgte, om jeg kunne tænke mig at stille op til kommunalbestyrelsen.
Vi fik en god snak, som Finn sagde, vi kender jo ikke hinanden. Det skal jeg love for, vi kom til.
Finn var på forbilledlig vis ‘valggeneral’ for konservative i Hørsholm til flere kommunal- og folketingsvalg. Der var orden i detaljerne.
Ved frokosten til et konservativt landsråd tilbage i midten af halvfemserne måtte jeg jo overbevise Finn om, at jeg faktisk var ud af nogenlunde pæn familie. Finn replicerede straks med et glimt i øjet, det vidste han godt, han havde haft min farfar som lærer på Frederiksberg Gymnasium.
Altid aktiv
Finn Rolf Jacobsen var aktiv mange steder. I adskillige år i bestyrelsen for Rungsted Havn. Var der koncert med Studentersangerne i Trommen, så oplevede man Finn der. Var med på tur med Grænseforeningen til Slesvig. Til onsdags-gymnastik i Hørsholm Senioridræt. I bestyrelsen for S/I Breelteparken.
Finn Rolf og jeg fik et særligt tæt forhold, da Finn i mange år var formand for Hørsholm Seniorråd. Fortroligheden gjorde, at jeg kunne afprøve politiske tanker hos Finn. Det var guld værd.
Vi taler i dag om civilsamfundet og borgerne skal deltage og give tilbage til fællesskabet. Finn Rolf Jacobsen var forud for sin tid. Finn bidrog i stor størrelse med sin ro, sin positive livsindstilling og sit engagement i, at lokalsamfundet Hørsholm skulle være et godt sted at bo og leve i.
Æret være Finn Rolf Jacobsens minde.
Mindeord skrevet af Thorkild Gruelund
Bisættelsen af Finn Rolf Jacobsen finder sted i Rungsted Kirke lørdag den 8. marts kl. 11.00