Forsyningen jagter kilden til forureningen - sådan gør vi

Fredensborg Forsyning arbejder på højtryk for at finde kilden til de coliforme bakterier i drikkevandet. Daglige vandprøver, skylleplaner og samarbejde med specialister skal sikre, at vandet kan drikkes igen. 

Der bliver dagligt udtaget vandprøver, der bliver analyseret så hurtigt som muligt, oplyser Fredensborg Forsyning.

Der bliver dagligt udtaget vandprøver, der bliver analyseret så hurtigt som muligt, oplyser Fredensborg Forsyning.

Foto: Arkivfoto

Fredensborg Forsyning har i øjeblikket fuld fokus på at opspore kilden til de coliforme bakterier, der er fundet i drikkevandet flere steder i kommunen. 

Forsyningen arbejder tæt sammen med Fredensborg Kommune, Styrelsen for Patientsikkerhed og eksterne specialister for at sikre, at arbejdet bliver gjort grundigt og effektivt.

Det skriver Fredensborg Forsyning på sin hjemmeside tirsdag eftermiddag. 

Der bliver dagligt udtaget vandprøver på strategiske steder i ledningsnettet, så man hurtigt kan følge udviklingen og prioritere indsatsen. Samtidig arbejder medarbejderne på højtryk med at skylle ledningsnettet, så man hurtigst muligt kan komme tilbage til normal drift.

Aftapningssted

Derudover arbejder forsyningen også på at etablere et midlertidigt vandtapningssted, formentlig i Nivå-Kokkedal Fodboldklub på Møllevej i Kokkedal. Her vil man kunne hente vand til eget brug – og til dem, som ikke selv har mulighed for det.

Men først skal forsyningen sikre sig, at drikkevandet i den lokale fodboldklub ikke også er forurenet, fortæller direktøren.

- Vi har taget en prøve dér i dag, og hvis den bliver godkendt, kan vandaftapningsstedet tidligst åbne i morgen i løbet af eftermiddagen, sagde Henrik Hansen, der er direktør i Fredensborg Forsyning, til Sjællandske Nyheder tirsdag eftermiddag. 

Fredensborg Forsyning understreger, at man løbende opdaterer sin hjemmeside så alle kan følge med i udviklingen, og når årsagen til forureningen er fundet, vil den blive offentliggjort.

Du kan også læse med her på sn.dk, hvor vi også holder øje med vandsituationen. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...