Forsyningsformand om forurenet drikkevand: - Vi tager situationen meget seriøst

Coliforme bakterier er igen fundet i drikkevandet i Humlebæk, Nivå og Fredensborg. Formanden for Fredensborg Forsyning, Carsten Nielsen, understreger, at værdierne er lave, men over grænsen, og opfordrer især sårbare borgere til at følge kogeanbefalingen.

Byrådsmedlem Carsten Nielsen (S), der også er formand for Fredensborg Forsyning, fortæller, at der bliver taget vandprøver flere gange om dagen.

Byrådsmedlem Carsten Nielsen (S), der også er formand for Fredensborg Forsyning, fortæller, at der bliver taget vandprøver flere gange om dagen.

Foto: Kim Rasmussen

Fredensborg Forsyning har igen konstateret coliforme bakterier i vandforsyningen til Humlebæk, Nivå og Fredensborg. Formanden for forsyningen, Carsten Nielsen, understreger, at værdierne er meget lave, men stadig over grænseværdien.

- Det er heldigvis nogle meget lave værdier, men de ligger over grænsen, og det er det, det handler om, siger Carsten Nielsen. 

Han forklarer, at situationen ikke er på niveau med de udfordringer, der var med drikkevandet tidligere på året, hvor værdierne var markant højere.

Forureningen blev konstateret fredag eftermiddag, og Fredensborg Forsynings foreløbige vurdering er, at den stammer fra et ledningsarbejde i Nivå.

- Indtil vi får svar på nye analyseprøver, tager vi ingen risiko, og Fredensborg Kommune har udstedt kogeanbefaling til hele Fredensborg, Humlebæk og Nivå, skriver forsyningen på sin hjemmeside. 

Her kan du læse mere om, hvornår det er nødvendigt at koge vandet før brug (link til Fredensborg Forsynings hjemmeside)

Forsyningen tager situationen meget seriøst, fortæller Carsten Nielsen.

- Der bliver taget vandprøver flere gange om dagen, og de bliver hurtigt analyseret i København, så vi kan følge med i, hvordan bakterieniveauet udvikler sig, siger forsyningsformanden, der samtidig understreger, at man bør følge kogeanbefalingen - især hvis man er syg, ældre eller har et svækket immunforsvar. 

Forventer en hurtig afklaring

I sommer var drikkevandet også forurenet i flere områder i Fredensborg Kommune, og mange borgere måtte koge deres drikkevand i flere uger - enkelte steder i over en måned. 

Men så lang tid kommer det ikke til at tage denne gang, lyder vurderingen fra Carsten Nielsen.

- Jeg tror, at det her kommer til at gå meget hurtigere, fordi værdierne er så lave. Vi forventer, at bakterieniveauet falder hurtigt, og situationen kommer under kontrol igen. Men vi følger det tæt og sørger for, at alle får den nødvendige information, siger han. 

Du kan følge med i situationen på Fredensborg Forsynings hjemmeside og på kortet her. Rød hane betyder, at prøven ikke er ren og er under kogeanbefaling. Grå hane betyder, at seneste prøve er ren, men stadig under kogeanbefaling, mens grøn hane betyder, at det ikke er nødvendigt at koge vandet. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...