Gamle juletræer og præster forener traditioner

Sognepræst Andreas Thom i Hørsholm Kirke.

Sognepræst Andreas Thom i Hørsholm Kirke.

Foto: Morten Timm

Juletræet står igen på Ridebanen og kaster sin glans over Hørsholm, kan man selv midt om natten tage sig en tur rundt om det og bade sig i dets hemmelighedsfulde og fortryllende skær.

Juletræet, skriver jeg, selvom jeg godt ved, at det ikke er det samme træ, som sidste år. Det er helt nyt og frisk fra granskoven. 

Alligevel kan man få på fornemmelsen, at der hvert år er tale om det samme. Selvom det er nyt, og det gamle for længst er visnet og smidt ud, er det alligevel det gode gamle juletræ, som endnu engang er opstået på Ridebanen.

Sæt pris på det

Som præst kan man nogle gange komme til at føle sig, som sådan et gammelt juletræ. Man er jo præsten (og det er ens kolleger i øvrigt også). 

Selvfølgelig ved folk godt, at præsterne ad åre bliver skiftet ud og erstattet med nye. Men når kjolen er taget på, og kraven er spændt om halsen, så er det altså alligevel præsten, som står der foran en. 

Kjolen og kraven farver og tilskærer enhver person, som får den på. Sådan kan det i hvert fald ofte være i folks bevidsthed.

Det kan man vælge at blive irriteret over, hvis man har gjort præstegerningen til sin levevej. Men jeg synes hellere, at man skal sætte pris på det. 

For jeg tror, at det betyder, at det faktisk er vigtigt for folk, at der altid er en præst til at gå op og ned ad kirkegulvet. 

Der er noget vigtigt, som skal gøres, der er noget betydningsfuldt, som skal siges, og som folk skal mindes om.

En særlig Hørsholmsk ånd

Vi har lige fået et nyt byråd. Mon man også som byrådsmedlem og som borgmester har den samme fornemmelse af at træde ind i en rolle, som i hvert fald et stykke af vejen allerede er skåret til?

Er der en særlig Hørsholmsk ånd, som man er blevet betroet at formulere på ny og drage omsorg for? 

Det tror jeg, at der er, og jeg vil ønske de nyvalgte held og lykke med på ny at grave den frem.

Jeg selv vil hellige mig den opgave, som nu engang er blevet min, og som ikke mindst trænger sig på i årets sidste måned. 

Når alle endnu engang render stressede rundt, og når man skal til at gøre status over et år, som har haft sin del af mørke skyer, så er det vigtigt at minde om den ældgamle nyhed: At der findes et overskud af glæde, som vi ikke selv skal frembringe, og som vi heller ikke kan gøre os fortjent til, men som bare gerne vil lyse for os og åbne os for julen og for hinanden. 

Måske kan man få et glimt af det i led-pærerne på det gamle juletræ, ellers kan man høre om den i præstens prædiken juleaften – også i Hørsholm Kirke.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...