Vi mennesker har en tendens til at omgås folk, der ligner os selv. Vi vil gerne bekræftes i vores holdninger, og det er ofte træls at blive sagt imod. Men måske skal vi alligevel sætte pris på, når det sker.
Hvad end det er Trump eller Jesus, der provokerer, så kan det være en anledning til at tænke sig om en ekstra gang.
Det kan være sundt at møde folk, der tænker anderledes end os selv. Det gælder også præster, selvom vi elsker at blive bekræftet i vores verdensanskuelser.
Påskeugen bød imidlertid på to oplevelser af modsat karakter for mig. Den første oplevelse var hjemme hos et vennepar, som vi kender fra børnenes institution. Vi var tre familier samlet, og vi fædre arbejder med henholdsvis med økonomistyring, børshandel og som præst.
Læs også
Penge løser alt
Undervejs hører jeg de andre fædre tale om penge, og så siger økonomistyringen til børshandleren: "Money solves everything!". Som en måde at afrunde samtalen om noget, de kunne være enige om.
For mig, der bruger meget af min arbejdstid på at skrive prædikener og tale med mennesker om kristendom, så kom jeg til at grine.
I kristendommen er der ikke meget tiltro til "Money solves everything", men samtidig ved jeg godt, at det godt kan være sandt "på en anden måde". Her stod jeg i hvert fald med to nye venner, som i forhold til økonomi har et helt andet verdenssyn end jeg.
Hjælpsomme, som de er, foreslog de mig at bruge sætningen i min påskeprædiken. Tak, men det gjorde jeg nu ikke.
Læs også
Gomore-lift med gud
Den anden oplevelse var på et Gomore-lift: Jeg fik kørelejlighed til Fredericia med en direktør fra Gl. Holte.
Da direktøren fandt ud af, at jeg var præst, udviklede samtalen sig eksplosivt. Fra turen til Fredericia husker jeg kun i glimt. Men jeg kan stadig se for mig, hvordan de to andre Gomore-passagerer på bagsædet sad helt stille på bagsædet uden at sige noget.
I samtalen fortalte direktøren, at han ikke havde brug for Gud. For direktørens spiritualitet var meget dybere end Bibelen.
Og så foreslog han, at folkekirken skulle begynde at se sig selv som leverandør til sine kunder: "Det kommer der så meget godt ud af. Jeg vil fx gøre alt for mine kunder," argumenterede han for på den måde at bidrage til at gøre verden til et bedre sted.
Læs også
Godt at blive modsagt
Det gav mig noget at tænke over i min påske. Direktøren var både sjov og begavet, bare ikke så vant til at blive sagt imod.
Men for en præst som mig var der alligevel en slags opstandelse i at få sådan et blåt-liberalt syrebad, inden man skulle til påskefrokost med familien i Jylland.
Det er godt at blive mindet om, at verden ser forskellig ud afhængig af øjnene, der ser. Det er godt at blive modsagt.
Jesus gør det også hele tiden; siger os imod og irriterer os ved at stille alt for høje krav og nogen gange modsatrettede krav til vores omgang med andre mennesker.