Ovenpå et par fuldstændig vanvittige døgn ligger der et valgresultat klar i Helsingør.
Der skulle en omtælling til, efter at der onsdag blev fundet en bunke med omkring 100 konservative stemmer, der ved en fejl var blevet markeret som socialdemokratiske på et valgsted i Hornbæk.
Og den fejl har altså vist sig at være ganske afgørende.
Omkring klokken 14.30 torsdag er det nye, endelige valgresultat blevet offentliggjort i Helsingør Hallen, hvor Sjællandske Nyheder var til stede.
Flertallet har rykket sig, og det blå valgforbund med Benedikte Kiær (K) i spidsen har nu 13 mandater ud af byrådets 25.
Det er et sandt mareridt for den socialdemokratiske spidskandidat Thomas Horn (S), der natten til onsdag kunne tælle til 13 mandater sammen med Moderaterne, SF, Enhedslisten og Radikale.
Horn nåede at blive konstitueret som borgmester, men det blev kun til et halvt døgn, før fejlen med stemmebunken blev opdaget.