Helsingørs nye borgmester: - Hvor er det vildt!

Thomas Horn har onsdag kl. 9.30 endnu ikke fået sovet. Her fortæller han til Sjællandske Nyheder, at koalitionen med SF, EL, R og M har arbejdet sammen hen imod valgresultatet et stykke tid.

Da klokken havde slået midnat, fik Thomas Horn krammet grundigt igennem.

Da klokken havde slået midnat, fik Thomas Horn krammet grundigt igennem.

Foto: Andreas Norrie

Ingen skulle have mulighed for at spænde ben, stikke en kæp i hjulet, bage rævekager imod og på den måde overrumple det hold partier, som efter den dramatiske valgaften nu sidder på magten i Helsingør. Derfor havde de på forhånd lagt en nøje plan for, hvordan de skulle agere, når det endelige valgresultat forelå.

Det fortæller Helsingørs kommende borgmester, socialdemokraten Thomas Horn, i et dugfrisk interview med Sjællandske Nyheder.

Den Korte Version
  • Thomas Horn er Helsingørs nye borgmester efter en dramatisk valgaften, hvor hans koalition med SF, EL, R og M sikrede flertallet.
  • Valgresultatet blev først klart efter en spændende ventetid, hvor Socialdemokratiet vandt et mandat, og Konservative mistede et.
  • Koalitionen havde på forhånd lagt en plan for at sikre, at ingen kunne overrumple dem, og de fejrede sejren i et mødelokale i Stengade 51.
  • Thomas Horn udtrykker stor tilfredshed med den stærke holdånd og samarbejdsform, der blev opbygget gennem valgkampen.
  • Horn er sikker på koalitionens stabilitet og ser frem til at bygge en ny samarbejdsform med brede løsninger i Helsingør.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

I næsten tre kvarter måtte man vente på tallene fra det 12. og sidste valgsted, Skolen ved Gurrevej.

I de mere end 40 minutter var stillingen, som den havde været de seneste timer: 13-12 i Benedikte Kiærs og blå bloks favør.

K stod til 9 mandater. S til 5.

Da resultatet kom

Da valgresultatet så endelig forelå, og mandatfordelingen var klar, var fem partier intetsteds at finde i Toldkammeret, hvor alle partier aftenen igennem havde været samlet til valgcafé.

Meget kort før midnat var den endelige sammentælling klar, og her gik der et sus igennem de tilbageværende – og en sand krammerus blandt deltagerne, der befandt sig i et mødelokale i Stengade 51. For disse deltagere havde vundet valget.

Konservative mistede ét mandat og røg ned på otte. Og Socialdemokratiet vandt ét mandat og røg op på seks.

Og så stod det 13-12 til Thomas Horns røde blok. Som befandt sig i mødelokalet i Stengade 51. Og som ud over Socialdemokratiet bestod af SF, Radikale, Moderaterne og Enhedslisten.

Thomas Horn er Helsingørs nye borgmester.
Thomas Horn er Helsingørs nye borgmester. Foto: Lars Schmidt

Gik sammen før tid

- Vi gik sammen fra Toldkammeret før tid, så vi kunne få resultatet sammen, helt som vi havde aftalt. Vi sad i et kontor på Stengade 51. Der havde vi siddet vanvittigt længe og bare ventet. Vi havde godt nok en prognose, der sagde, at det ville vende. Men vi fik ikke resultatet. Der gik 40 minutter. Det var helt vanvittigt. Men da det så kom, rejste folk sig op og krammede kryds og tværs, fortæller Thomas Horn til Sjællandske Nyheder:

- Vi gav hinanden fem minutter på telefonen, og så aftalte vi, at telefonerne skulle væk, så vi kunne koncentrere os om det, vi var kommet for.

Og det var blandt andet at gøre gruppen større end de 13 mandater, som partierne i rummet repræsenterede.

- Vi havde en ambition om at række ud til den anden side, men dem vi rakte ud til, ville ikke. Så vi blev de 13, vi er nu. Men ambitionen var en ny samarbejdsform, at vi får konfliktniveauet ned med flere brede løsninger – også i dagligdagen, forklarer Thomas Horn.

FAKTA

Fordeling af poster:

Borgmester: Thomas Horn

1. viceborgmester: Knud Mogensen (R)

2. viceborgmester: Blå blok

Formand Social- og Bekæftigelsesudvalget: SF

Formand Børne- og Uddannelsesudvalget: R

Formand Idræts- og Fritidsudvalget: S

Formand Kultur- og Turismeudvalget: M

Formand By-, Plan- og Trafikudvalget: EL

Formand Klimaudvalget: SF

Formand Omsorgs- og Sundhedsudvalget: Blå blok

Formand Børne- og Ungeudvalget (tvangsfjernelser): Blå blok

Formand Forsyningen: S

Formand Havnen: Blå blok

”Hvor er det vildt!

Thomas Horn fik ingen nattesøvn natten mellem tirsdag og onsdag.

- Jeg har ikke fået sovet endnu, så jeg kører på en adrenalinrus. Jeg prøvede at lægge mig op kl. halv syv, men det gav ikke mening. Så jeg kører den igennem. Vi har møde kl. 11, og så er det afgang til Helsingørhallen for at kigge på de personlige stemmetal, fortalte han til Sjællandske Nyheder onsdag morgen.

Så ud over, at du ikke har fået sovet, hvordan har du det så lige nu?

- Jamen, hvor er det vildt! Det er en blandet følelse af, at vi har været i gang med det her projekt i to år, og vi har kørt valgkamp nærmest i et år. Jeg har fået skabt en stærk holdånd i vores egen gruppe med en rigtig god energi. Og så får vi ikke rigtigt det valg, vi håbede på – selv om alt kørte som smurt, forklarer han:

- Heldigvis kunne vi se, at det, vi gik tilbage, gik SF mere frem. Så var det også afgørende, at Moderaterne, Alternativet og Radikale ikke fik for mange stemmer, for så ville det blive stemmespild. Og det endte med at passe. Der er en vis portion held. Også når man vinder på sidste afstemningssted. Men det er ikke ufortjent. SF har flot fremgang, og vi har ført en god valgkamp. Men puha, det var meget tæt.

Hvor sikker er du på den aftale, du har lavet?

- 120 procent.

Hvad er det, der gør dig så sikker på, at et af de andre partier ikke springer i målet?

- Det er den dialog og tillid, vi har bygget op gennem lang tid. Det er de snakke, vi har haft, om den kommune, vi gerne vil bygge op. Vi har haft en ligeværdig diskussion og drøftelse og et fælles projekt. Hvorfor skulle man rende fra et fælles projekt, når man er begejstret for det?

- Jeg har brugt enormt meget energi på at overbevise folk om, at vi rent faktisk kan vinde, siger Thomas Horn.
- Jeg har brugt enormt meget energi på at overbevise folk om, at vi rent faktisk kan vinde, siger Thomas Horn. Foto: Lars Schmidt

Følelsen kommer

Det her er ikke første gang, du har satset så meget. Du har også prøvet nogle gange at komme i Folketinget – uden at det lykkedes. Og nu skal du være borgmester. Hvordan har du det, hvis du tænker på det på den måde?

- Dér er jeg ikke endnu. Men bare rolig. Følelsen kommer. Der er så mange ting, der farer igennem én. At man kunne gøre det, det er jo ret vildt. For to år siden havde jeg ikke fået for fem øres chance – ikke af jer eller nogen som helst andre. Og I partiet havde man glemt, hvordan det var at vinde, fordi det er 32 år siden, det skete sidst.

- Jeg har brugt enormt meget energi på at overbevise folk om, at vi rent faktisk kan vinde. Og selv på valgaftenen, da det så lidt mørkt ud, kiggede vi på tallene og vendte og drejede tingene. Og så lykkedes det alligevel. Det er vildt.

Hvad siger din kone?
- Vi har ikke snakket så meget sammen. Men hun var jo lykkelig og glad, da resultat forelå. Sådan noget her bliver et familieprojekt, og det er hun helt med på, slutter Thomas Horn.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...