Flere fejl i stemmeoptællingen på Hornbæk Skole

Der er flere stemmer, som er blevet placeret forkert end de cirka 100 konservative i Hornbæk. Valgformand afviser dog rygter om trætte valgtilforordnede og kommer med nye detaljer i sagen.

En genoptælling af stemmerne fra valgstedet Hornbæk Skole, som fandt sted onsdag, slog fast, at der rigtig nok var fundet 100 konservative stemmer i et omslag i bunken af socialdemokratiske stemmer.

  • Følg valgets resultater i din kommune.
    Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.

Men faktisk peger meget på, at der ikke var tale om noget enkeltstående problem på valgstedet. Det var den tidligere mangeårige lektor i samfundsfag ved Helsingør Gymnasium, Peter Andreas Ruben Bredsdorff, der bor i Hornbæk, der først gjorde opmærksom på problematikken.

Meget er talt forkert

For stort set alle partier er faktisk talt forkert. Eksempelvis får Liberal Alliance syv stemmer flere i den nye optælling. Stemmer, som ser ud til at være gået til Lokaldemokraterne i den første optælling. Det er måske ikke afgørende stemmer, men i et tæt valg, så kan selv meget små tal have betydning.

- Jeg synes det kunne være på sin plads at få opklaret, hvad der rent faktisk er gået galt på valgstedet i Hornbæk. Jeg har selv tidligere været valgtilforordnet og ved, hvor omhyggelig man er med alt - både valghandlingen og den efterfølgende optælling. Derfor undrer det her ganske meget! Det siges, at det bare er en bunke der er "flyttet forkert". Men det er meget mere end det. Jeg er helt med på at enkelte fejl ikke kan undgås. Men det her er jo fejl på fejl!, skriver Peter Andreas Ruben Bredsdorff i opslaget.

Mere og mindre

Går man yderligere ned i tallene, så kan man se, at SF har fået to stemmer mere i den nye optælling. Også EL, Moderaterne og Løsgængeren Stefan Warburg, har fået en stemme mere.

Omvendt har R fået to stemmer mindre og DF, V og AL har fået en stemme mindre i den nye optælling.

Nye detaljer om de mystiske stemmer

Siden nyheden om de mystiske 100 nye konservative krydser i bunken af socialdemokratiske stemmer kom frem, så har der været mange rygter og forlydender om, hvad der skete på valgaftenen på Hornbæk Skole. Der er blevet talt om, at de valgtilforordnede var stressede, og at nogle simpelthen var gået hjem på grund af træthed.

Disse historier bliver dog blankt afvist af valgformand Claus Jensen fra Saunte, der til daglig er direktør for virksomheden Rika Plast, og som har været valgtilforordnet ved en lang række valg.

- Optællingen kørte fint hele aftenen, og jeg mærkede ikke, at der var træthed eller underbemanding. Faktisk kom der seks ekstra mand ind klokken 20 for at hjælpe, hvilket er mere end normalt, siger Claus Jensen.

Claus Jensen undrer sig også over, at der er blevet talt om, at stemmerne var placeret i et plastic-chartek.

- Vi bruger ikke plastic charteks på valgstedet. Vi bruger kun en flap papir og elastikker, forklarer Claus Jensen.

Overfor Sjællandske Nyheder oplyser Claus Jensen også, at de overraskende stemmer ikke er blevet fundet på Hornbæk Skole.

- Det er ikke blevet fundet hos os, men er blevet fundet i Helsingør Hallen.

I forhold til de andre afvigelser i det endelige resultat, som også er blevet kritiseret, så mener han ikke, at den nye optælling adskiller sig fra, hvad der normalt vil dukke op under en fintælling.

- Det unormale er jo, når et valg afgøres af så få stemmer, og måske skulle alle have ventet lidt med at melde mandatfordelingen ud på valgnatten, siger Claus Jensen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...