En bunke med ekstra konservative stemmer er onsdag dukket op på Hornbæk Skole. Det har udløst et sandt valgkaos i Helsingør, hvor valget i forvejen var meget tæt, og Thomas Horn (S), der i nat erklærede sig som sejrherre og ny borgmester frygter, at det kan rykke ved valgresultatet.
I skrivende stund er det usikkert, om det kommer så vidt, men meget kan tyde på det. Om ikke andet er udviklingen i den grad noget, der fylder og chokerer folk på gaden i Helsingør.
Kalle Aasvang fra Helsingør stemte tirsdag for første gang til kommunalvalget, så han er noget chokeret over udviklingen.
- Det er vildt. Jeg tænker, hvordan at det overhovedet er muligt. Hvordan kan det ske? Det er i hvert fald problematisk, og det sår tvivl, om tingene går rigtigt for sig, siger den unge helsingoraner.
Thomas Horn kunne i går samle 13 mandater bag sig, og dermed væltede han konservative Benedikte Kiær af tronen i et sandt drama. Det var således først efter resultatet var kommet fra det allersidste valgsted i kommunen, at flertallet rykkede sig.

Hver stemme skal vendes
Nu fortsætter dramaet altså. En omtælling skal vise, om flertallet reelt set er der. Hvornår, resultatet af den foreligger, er usikkert, men arbejdet med at gentælle de 36.500 stemmesedler går i gang i løbet af torsdagen.
Uanset hvad mener Poul Kristensen fra Helsingør, at stemmesedlerne bør blive talt ekstrem grundigt igennem ovenpå den seneste udvikling og det mystiske fund af bunken med konservative stemmer.
- Valget er lige på vippen, så det er den eneste mulighed. Jeg så tidligere, at han var blevet valgt, men nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro, siger han til Sjællandske Nyheder.
Vælger håber på skift
Benedikte Kiær har endnu ikke kommenteret valgresultatet udover en meget kort kommentar til pressen onsdag kort efter midnat, hvor hun tydeligt berørt opgav at forsøge at skaffe et alternativt flertal.
- Jeg er ikke skuffet. Jeg er ked af det, sagde hun.

Den seneste udvikling omkring stemmekaosset har hun også forholdt sig tavs omkring, men på gaden i Helsingør, er der glæde hos Ann Thorbjørn, der bakker op om Kiær som borgmester. Hun håber, at det viser sig, at valgresultatet kan rykke sig så meget, så konservative fortsat kan blive på borgmesterposten.
- Resultatet kan godt undre mig lidt, også når man ser, hvor meget Socialdemokratiet går tilbage på landsplan. Så jeg håber bare, at det kan betyde, at Benedikte Kiær kan fortsætte, for hun har sørget for, at der er styr på økonomien, siger vælgeren.