Personligt fik Jørgen Johansen (K) et flot valg med 1343 personlige stemmer, som er næstflest af alle og kun overgået af valgets store vinder, Clara Rao. Men for Konservative som parti blev KV25 ikke et godt valg. Konservative fik 22,8 procent af stemmer imod 30,5 ved valget i 2021. Det rækker til fem mandater og er altså noget af en vælgerlussing, men spørgsmålet er, om den får personlige konsekvenser.
- Følg valgets resultater i din kommune.
Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.
Det var tredje gang, Jørgen Johansen stillede op som borgmesterkandidat for Konservative uden at komme i mål med projektet. Han var borgmester fra 2013 til 2017 som et kompromis i stedet for en uønsket Erik Lund, men siden dengang er det altså ikke lykkedes K at genindtage borgmesterkontoret.
Bange for at ryge ud
I modsætning til de to foregående valg var der denne gang også en regulær tilbagegang med i den ligning.
- Det er fuldstændig rigtigt. Hvis man sammenligner med sidste valg, så er der sket noget. Og vi er nødt til at tale om, hvad det lige var, der skete der. Det må vi adressere, ligesom vi må spørge os selv om, hvordan vi kan forny os og forandre os, siger Jørgen Johansen.
- Vil sådan en fornyelse indebære, at du ikke genopstiller som borgmesterkandidat?
- Det er jo ikke mig, der skal bestemme det. Det har vi en partiforening til at svare på, når den er klar til det. Men det er da et naturligt spørgsmål, som skal besvares, siger Jørgen Johansen, der glæder sig over de mange personlige stemmer, han fik.
Læs også
- På et tidspunkt i løbet af aftenen så det ud til, at vi kun ville få fire mandater ind. Og der tænkte jeg: Kan det være spidskandidaten, der ikke kommer ind? Jeg sagde det ikke til nogen, men tanken var der. Så da jeg så 1343 stemmer, blev jeg faktisk glad, det må jeg sige, lyder det fra Jørgen Johansen.
Følelsen af at blive kørt over
Nedrivningen af Centerhallen og hele sagens forløb har fyldt meget i Konservatives valgkamp. Partiet stemte først for budgettet, hvor det blev vedtaget, at hallen skulle "bygningskomprimeres".
Men ændrede siden holdning, da det gik op for dem, at det betød "rives ned". Siden arbejdede Konservative for at bevare hallen. Et budskab som en gruppe borgere også kæmpede for.
Læs også
Har I fejlvurderet Centerhallens betydning i valgkampen?
- Nej, sagen skyldtes jo, at forudsætningerne ændrede sig, ved at bymidtens kulturlokaler er gået fra en stor hal til små lokaler på Kulturtorvet. Og så mener jeg rent faktisk stadig, uagtet at vi har fået færre stemmer, at vi har en udfordring, hvis der er borgere derude, som føler, at de bliver kørt over, siger Jørgen Johansen, som dog er fortrøstningsfuld.
- Nu starter vi op med livestreaming til januar, og det er jo en lille del af vejen til at skabe mere åbenhed.
Vi er heldige
Den Konservative gruppe kommer de næste fire år foruden Jørgen Johansen til at bestå af gengangerne Eric Lerdrup Bourgois og Lars Bacher samt de to nyvalgte, unge kandidater Mads Tandrup og Amanda Egerod Lund.
- Hvad synes du om det hold?
- Det er en god blanding af erfaring og nyskabelse, og vi er nu så heldige, at vi har byrådets laveste aldersgennemsnit. Det er så dejligt, at vi har fået nogle nye, unge kandidater ind. Og det er to unge mennesker, som er meget ivrige for at lære og ikke bange for at give den en skalle. Det kan jeg godt lide, siger Jørgen Johansen.
Han stod også på stemmesedlen til regionsrådsvalget, men ved redaktionens slutning lå det ikke fast, om han er valgt ind.