Børnehus i Allerød står i brand

Branden er opstået i en tagkonstruktion. Ingen personer er kommet til skade, men en håndværker er til kontrolbesøg på hospitalet.

Opdatering, onsdag klokken 16.00: Branden blev slukket i løbet af formiddagen. Brandfolkene er fortsat til stede ved det brændte børnehus for at gennemføre efterslukningsarbejde.

Onsdag morgen er der udbrudt brand i børnehuset Ørnevang i Lillerød. Og lige nu er der rigtig mange brandfolk på stedet, ligesom røgdykkere er på vej til at sætte ind. 

Nordsjællands Politi oplyser til Sjællandske Nyheder, at der er ingen tilskadekomne. Der var personer i børnehuset, da branden brød ud, men de kom ud i god tid. Der er redningspersonale på stedet.

Nordsjællands Politi melder i samme ombæring ud, at alle beboere i området skal holde vinduerne lukket og holde sig ude af røgfanen. Ligesom man skal respektere afspærringerne.

Evakueret på plejehjem

18 børn og tre pædagoger er blevet evakueret til Skovvang Plejecenter. Alle, både børn og voksne, er ude af bygningen og uskadte. En håndværker er sendt til observation på hospitalet. Det oplyser operativ chef ved Nordsjællands Brandvæsen, Kenneth Grønberg, til Sjællandske Nyheders journalist på stedet.

Allerød Kommune skriver, at dele af Banevang er lukket af. 

Der er stillads over huset, fordi taget er ved at blive renoveret. Overdækningen er smeltet efter branden.
Der er stillads over huset, fordi taget er ved at blive renoveret. Overdækningen er smeltet efter branden. Foto: Martin Stokkebro Moestrup

Brandalarm klokken 07.47

Beredskabet modtog en alarm fra en automatisk brandalarm klokken 07.47, hvor de kører mod børnehaven. Børnene er på legepladsen, da de ankommer, fortæller Kenneth Grønberg. 

Brandvæsenet sikrede bygningen med røgdykkere, inden slukningsarbejdet gik i gang, fortæller den operative chef, der ikke ønsker at udtale sig om brandårsagen og henviser til Nordsjællands Politi. 

Heller ikke Allerød Kommune kender til brandårsagen. 

Til spørgsmålet om, om de er mere opmærksomme ved brand, hvor børn er involveret, lyder svaret, at de altid har stor opmærksomhed på tilskadekomne i tilfælde af brand, men at de naturligvis tager det særligt alvorligt, når der er børn involveret. 

Er massivt til stede

Der er brandfolk til stede fra stationerne i Allerød, Birkerød, Hørsholm og Fredensborg, ligesom Nordsjællands Brandvæsen har fået assistance fra Frederiksborg Brand og Redning. 

Der er med andre ord rigtig mange brandfolk på stedet, og de er lige nu ved at etablere en midlertidig station med toiletter, skurvogne, kaffevogn med videre. 

Sjællandske Nyheder følger sagen.

Der var en stor røgsøjle over den brændende bygning.
Der var en stor røgsøjle over den brændende bygning. Foto: Martik Stokkebro Moestrup

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...