Det blev en strabadserende aften på rådhuset for de socialdemokrater, der var kommet til valgcafé i Borgerportalen. Efterhånden som resultaterne tikkede ind, stod det klart, at partiet ikke ville generobre de hidtidige fire mandater i byrådet, og stemningen ved bordet dalede.
Realiteten er, at Socialdemokratiet er halveret efter gårsdagens valg. Ind kommer kun Miki Dam Larsen og Vibeke Højbjerg eller Theodore Gbouable.
- Følg valgets resultater i din kommune
Vi dækker valgresultaterne løbende, kommune for kommune. Få overblik her over stemmefordelingen, tendenser og de nyeste tal.
- Miki, I bliver halveret. Hvad tænker du om det?
- Der har dels været en landstendens i forhold til Socialdemokratiet. Og så har der også været nogle grimme personangreb på Facebook, som er taget til og har gjort det svært at komme med nogle positive budskaber. Derfor har der været svære vilkår, siger Miki Dam Larsen dagen derpå.
Læs også
Han mener dog også, at han og partiet selv har været utilstrækkelige på de sociale medier.
- Vi skal finde vores ben i, hvordan vi kommer mere igennem på sociale medier, når nu det dominerer den politiske debat mere og mere. Det er tydeligt, at vi ikke har været det parti, som har domineret mest på de sociale medier, og den platform skal vi blive bedre til at komme igennem på, siger han.
Glad og stolt
- Trods en svækket position lykkes det dig at generobre både formandsposten i miljø-, erhvervs- og byudvalget og viceborgmesterposten. Hvordan gjorde du det?
- Det ser jeg som et udtryk for, at mine kollegaer vil bakke op om mig i det arbejde. Så jeg takker for den opbakning og tillid, de viser mig på den måde. For det er jo en pointe, at jeg ikke har kunnet kræve de poster, med det valg vi har haft, siger Miki Dam Larsen.
Han hæfter sig også ved, at der trods socialdemokratisk tilbagegang er en styrket opbakning fra vælgerne til den konstituering, der også var før valget.
Læs også
- Man skulle tro vi ville blive sparket ud alle sammen, fordi det i pressen har handlet meget om Centerhallen og byggerier i bymidten. Men vi er samlet set styrket ved dette valg, og det er dejligt at se, siger han.
Miki Dam Larsen er i øvrigt glad og stolt over den opbakning, han har oplevet både i sit personlige stemmetal, i samtaler med vælgere og på sociale medier.
- Jeg oplever, at der har været en modreaktion på de personangreb, jeg har været udsat for, ikke bare fra socialdemokrater. Det er rart, når man trods alt bor dér, hvor man er valgt, siger han.
Afventer fintælling
Som nævnt længere oppe i artiklen, er det pt ikke helt sikkert, hvilken partikollega, der følger Miki Dam Larsen i byrådet.
Vibeke Højbjerg og Theodore Gbouable fik begge 168 stemmer. Vibeke Højbjerg vandt en lodtrækning om pladsen, men hvis fintællingen viser, at Theodore fik flere stemmer end hende, trumfer stemmerne naturligvis lodtrækningen.