En langvarig drøm blev til virkelighed - Køges nye borgmester vil direkte i arbejdstøjet

Der er nok at tage fat på, mener Køge Kommunes nye borgmester, Ken Kristensen (V), som trods et kanonvalg til både sig selv og partiet straks vil i arbejdstøjet.

Ken Kristensen fik med sine 5.660 personlige stemmer klart flest af alle opstillede kandidater.

Ken Kristensen fik med sine 5.660 personlige stemmer klart flest af alle opstillede kandidater.

Foto: Kasper Krupsdahl

Den udstrålede glæde var både behersket og kontrolleret, da Ken Kristensen akkompagneret af et sine samarbejdspartnere i den nye konstituering omkring klokken 02.00 trådte ud foran et massivt presseopbud på et yderst velbesøgt Køge Rådhus. 

Den Korte Version
  • Køges nye borgmester, Ken Kristensen fra Venstre, vil straks i arbejdstøjet efter et historisk valgresultat.
  • Venstre vinder for første gang borgmesterposten i Køge med 28,1% af stemmerne, hvoraf 5.660 gik til Kristensen.
  • Socialdemokratiet led et markant nederlag, faldende fra 31,8% til 18,6%, og Marie Stærke mister borgmesterposten.
  • Ken Kristensen nævner kommunaløkonomi, børns mistrivsel, Corona Campingsagen og parkeringsproblemer som nogle af de mest akutte opgaver.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Historisk kunne man ellers roligt kalde momentet, da det for første gang nogensinde var lykkedes Venstre at vinde borgmesterposten i Køge Kommune - og så endda med et helt igennem forrygende valgresultatet som en markant fjer i hatten.

28,1 procent af stemmerne, svarende til i alt 10.011 stemmer, hvoraf de 5.660 blev sat direkte ved Ken Kristensens navn. En væsentlig bedrift for politikeren, der længe har drømt om at blive borgmester, og som har satset stort - både energi- og ressourcemæssigt, økonomisk og jobmæssigt, hvor han i den senere tid har haft orlov fra sit arbejde i for at dedikere sig helt og holdent til valgkampen.

Læs også

Glæden var da også stor, men fokus på fremtidens opgaver syntes endnu større, da klokken nærmede sig 02.45 på valgnatten og Sjællandske Nyheder spurgte ham til valgresultatet og dets videre perspektiver.

- Jeg begynder allerede nu at kigge videre imod de udfordringer, vi skal have løftet i Køge Kommune, sagde han og fortsatte:

- Vi nyder dagen i aften, og i morgen forhandler vi så videre, inden der forhåbentlig kan komme nogle konstitueringspapirer senest torsdag. Men vi er allerede i arbejdstøjet for at finde ud af, hvordan vi helt præcist skal konstituere os og få løst kommunens udfordringer i de næste fire år, sagde han.

Og pegede på kommunaløkonomien, stigende mistrivsel blandt børn, Corona Campingsagen og parkeringsproblematikken i Køge som nogle af disse.

Med i den foreløbige konstituering, der rækker over midten ved at inkludere SF (tre mandater), finder man desuden Konservative (fire mandater), Dansk Folkeparti (to), Liberal Alliance (ét) og Corona Camping Listen (ét).

Opbuddet var aftenen igennem enormt stort i rådhuskantinen, hvor presse- parti- og godtfolk lagde vejen forbi.
Opbuddet var aftenen igennem enormt stort i rådhuskantinen, hvor presse- parti- og godtfolk lagde vejen forbi. Foto: Kasper Krupsdahl

Det blev en hård aften for de røde 

Omvendt var resignationen allerede relativt tidligt - og med meget få stemmer officielt optalt og registreret - meget synlig hos Socialdemokratiets folk på rådhuset. 'En hård aften' lød en sms-besked fra forhandlingsdelegationen til Sjællandske Nyheder, mens der endnu blot var optalt lidt mere end to procent af stemmerne.

Partiet havde dog modtaget meldinger fra flere valgsteder, hvor det så endog meget svært ud for dem. Halveringer her, fald på ti procentpoint dér. 

De bange anelser om partiets formåen havde sit fundament i en bredere tendens på landsplan, skulle man siden hen få bekræftet. Den nu detroniserede Køgeborgmester Marie Stærke (S) var da også klar i spyttet omkring valgresultatet, da hun mødte pressen omkring 01.10-tiden.

- Der er ingen tvivl om, at det er lidt af en kæberasler, sagde hun om valgresultatet og uddybede siden over for Sjællandske Nyheder:

- På en måde er det en lettelse, at det er så klart et resultat. Historisk set har vi set svinkeærinder og nogen, der skifter parti i sidste i øjeblik. Men fordi resultatet er så klart, kan der ikke bare rykke ét eller to mandater, og så skifter borgmesterposten. På den måde er det en lettelse, fordi vi ved, hvad vi har at arbejde med, og så er det udgangspunktet, sagde Marie Stærke.

Det har været en hektisk tid, og jeg har forberedt mig på flere scenarier, men jeg skal også lige sunde mig og have lidt tid til at overveje, hvad jeg gør nu

Marie Stærke (S)

Hun gentog imidlertid også, at hendes dør er åben, skulle der komme nye politiske snakke omkring, hvordan man sikrer et godt samarbejdende byråd fremover.

- Socialdemokratiet altid er klar til at snakke. Og jeg håber virkelig, at det flertal, der nu sidder og arbejder med, hvordan de skal konstituere sig, vil række hen over midten og samarbejde bredt, for det er der, Køge Kommune står bedst, siger Marie Stærke.

Der nu skal forberede sig på en fremtid uden for rådhusets fire vægge. Hvad fremtiden vil byde på, løfter hun ikke sløret for endnu, men én ting ligger fast:

- Det har været en hektisk tid, og jeg har forberedt mig på flere scenarier, men jeg skal også lige sunde mig og have lidt tid til at overveje, hvad jeg gør nu. Men jeg ved jo i hvert fald, at jeg skal ud at søge et nyt job efter 1. januar, sagde hun med et træt smil på en aften, hvor der da heller ikke havde været så meget at rafle om. 

Et klart valgnederlag var realiteten for Socialdemokratiet i Køge, der gik tilbage fra 31,8 procent i 2021 til 18,6 i 2025. Og hvor Marie Stærkes personlige stemmetal ligeledes også krympede markant fra 5.868 til 3.475 i år.

Den samlede danske presse stod klar, da det - ja, stod klart - at Køgeborgmester Marie Stærke var blandt de mange socialdemokratiske borgmestre, der ved årets kommunalvalg mistede magten.
Den samlede danske presse stod klar, da det - ja, stod klart - at Køgeborgmester Marie Stærke var blandt de mange socialdemokratiske borgmestre, der ved årets kommunalvalg mistede magten. Foto: Kasper Krupsdahl

Det blev aldrig realistisk
for Konservative

Hos de Konservative havde partileder Mona Juul allerede tidligt i valgkampen erklæret, at partiets mål var at fastholde de 14 borgmesterposter, man besad.

Køge var en af de kommuner, hvor muligheden kunne åbne sig – måske endda med støtte fra røde partier. Den mulighed afviste den konservative gruppeformand Thomas Kampmann dog blankt.

- Hvis valget var faldet anderledes ud, var vi gået efter det, men jeg har hele tiden sagt, at det skulle være en blå borgmester på blå stemmer, fastslog han.

En opbakning fra den røde fløj som borgmester var således helt udelukket i Kampmanns optik.

- Vi har arbejdet med det blå valgforbund i halvandet-to år, og jeg er ikke sådan som person. Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg lavede sådan et nummer, sagde han.

Han konstaterede også, at Socialdemokratiet ikke hører hjemme i byrådets nye flertal.

- Vi har hele tiden sagt, at vi ville have en ny retning. Der hører Socialdemokratiet ikke hjemme. Det skal være et clean cut, lød det fra Kampmann, der sammen med sit parti til sidste kunne glæde sig over, at man gik fra tre til fire byrådsmandater.

Men det blev tid til forandring for de blå

Tilbage ved Ken Kristensen erklærer han sig nu klar til at følge det slogan, han har gentaget igen og igen i valgkampen, til dørs. Tid til forandring, dét blev det, konstaterede han i en sen nattetime på rådhuset. 

- Når jeg kigger på valgtallene, kan jeg fornemme, at der rigtig mange borgere, som også mener, at det er tid til forandring. Det fornemmede vi også i valgkampen, når vi talte med borgerne, sagde han og fortsatte:

Jeg er blæst bagover af det sammenhold, der har været i valgforbundet

Ken Kristensen, ny borgmester

- Jeg tror, at nogle af de ting, som borgerne ikke er tilfredse med, er, at man ikke har følt sig lyttet til. Eksempelvis ved store projekter, hvor nogle har følt sig tromlet, og hvor man har følt, at det er gået for stærkt uden en inddragende proces, sagde han.

Og nævnte Energipark Vallø, mens også Corona Campingsagen kræver nye øjne, påpegede han.

Det er nok en erklæring, der vækker glæde hos Corona Camping Listen, som fik intet mindre end et strålende valg med hele 1.973 stemmer til listen - heraf 1.305 til 'campingmutter Susanne Palskov Farnø. 

Hun er én af dem, der har været med til at binde det blå valgforbund sammen, og netop det historisk store valgforbund sender den nye borgmester da også en meget stor tak til:

- Jeg er blæst bagover af det sammenhold, der har været i valgforbundet, sagde Ken Kristensen og fortsatte:

- Jeg har aldrig oplevet en mere dedikeret, sammentømret og optimistisk gruppe, som har arbejdet tæt sammen for, at dette skulle kunne lade sig gøre. Det har virkelig været en fornøjelse, og jeg tror, det er historisk. Jeg har i hvert aldrig oplevet, at man i Køge Kommune har haft ni partier og lister i et valgforbund, og at vi har stået så tæt, sagde han.

På aftenen, hvor det stod klart, at Venstre altså for første gang nogensinde kan indtage borgmesterkontoret, når 2025 bliver til 2026.

20251118 - Kasper Krupsdahl,Køge, Kommunalvalg 2025, Marie Stærke, Socialdemokratiet,
20251118 - Kasper Krupsdahl,Køge, Kommunalvalg 2025, Marie Stærke, Socialdemokratiet, Foto: Kasper Krupsdahl

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...