3.163 personer har svaret på den exit poll, der i løbet af tirsdagen er blevet gennemført af Køge Gymnasiums 2.g’ere og 3.g’ere mellem 9.00 og 18.00 på alle kommunens valgstederne.
Rigtig mange forbehold skal selvsagt tages omkring den slags målinger. Men Socialdemokratiet står umiddelbart til mere end en halvering i forhold til valget i 2021, hvor man fik 31,8 procent af stemmerne.
I exit poll'en står partiet denne gang til 15,9 procent af stemmerne, mens SF står til 16,3. Venstre står derimod til 27,6 procent af stemmerne og Konservative til 10,8 procent.
- Enhver måling gør indtryk, men jeg er også der, hvor jeg tænker, at vi må tage vælgernes dom først, siger borgmester Marie Stærke (S) til Sjællandske Nyheder og fortsætter:
- Jeg har ikke forventet, at vi kunne holde den stemmeprocent, vi fik sidst, og jeg har forberedt mig selv på en tilbagegang. Men vi må tage vælgernes dom, når den er der endeligt, siger Marie Stærke.