På forhånd var der nogen usikkerhed om, hvor stor betydning debatten om Energipark Vallø og Corona Camping ville sætte på valgaftenen i Køge, men allerede tidligt på aftenen trak det op til jubel på campingpladsen og blandt modstandere af den omdiskuterede energipark.
For mange vælgere var de to markante sager tilsyneladende afgørende for stemmeafgivelsen frem for mere traditionelle emner som folkeskole, ældrepleje eller trafikforhold.
- Hold nu kæft, hvor er det vildt. Vi er fuldstændig begejstrede. Vi er helt oppe at køre, lød det fra "campingfatter" Michael Palskov Farnø, da Sjællandske Nyheder fangede ham på telefonen.
På daværende tidspunkt var der kun optalt omkring 65 procent af stemmerne, men Michael Palskov Farnø vovede altså allerede at juble, og jublen skulle senere vise sig at være særdeles velbegrundet, da hans hustru, 'campingmutter' Susanne Palskov Farnø blev valgt ind med hele 1305 personlige stemmer.
Redder røven
Samlet havde listen fået 1973 stemmer , og det var dermed mere end rigeligt til at sikre en plads i byrådet.
- Jeg havde ikke forventet, det ville gå så godt. Jeg havde håbet på det, for vi har virkelig knoklet. Men det her er for vildt. Yes, yes, yes. Det her redder vores røv, konkluderede "campingfatteren".
Læs også
- - Vi passer ikke alle ind i den asociale socialdemokratiske skabelon
- Corona Camping: - Vi står fast og insisterer på dialog
- - Går Socialdemokratiet i Køge med planer om at nedrive Corona Camping?
- Ulovlige campisters kamp får opbakning - pengeregn over Corona Camping
Partiet havde kun en enkelt kandidat opstillet til valget og var på et tidspunkt "i fare" for at få stemmer nok til at få to medlemmer af byrådet. Den specielle situation opstod dog ikke, men campisterne har nu repræsentation i byrådet til fortsat kamp for den overskyggende mærkesag: Beboernes mulighed for at bo på Corona Camping året rundt - og tænke i nye løsninger, der kan rummes inden for lovens rammer.
Helt konkret landede sluttede Corona Camping Listen med opbakning fra mere end fem procent af stemmerne - ikke mindst takket være solid opbakning fra det nærmeste lokalområde i Borup med hele 12,7 procent af stemmerne.
Borgerne på vores side
Også de protesterende borgere omkring den mulige Energipark Vallø kunne notere sig en sejr, da optællingen for alvor nærmede sig målstregen ved 00.40-tiden.
Det viser, at vi har haft borgerne på vores side, at vælgerne har givet så klar besked
Bo Christensen
Med de røde partier og Radikale Venstre som hovedmodstandere i den til tider ophedede debat og Venstre som primær støtte i byrådet, faldt stemmerne ud til Den Grønne Borgergruppes tilfredshed. Der var trætte smil omkring langbordet i rådhusets valgcafé.
- Vi er meget glade. Det ser ud, som om, der er et blåt flertal, som klart har tilkendegivet, at de som noget af det første vil standse Energipark Vallø. Det forventer vi selvfølgelig sker til januar. Vi synes, det viser, at vi har haft borgerne på vores side, at vælgerne har givet så klar besked, lød det fra borgergruppens repræsentant Bo Christensen, inden valgets tale var helt klart.
Men tesen skulle dog vise sig at blive til virkelighed, og et nyt flertal kan nu dannes med nye partier i byrådet, som skal genbesøge flere af de gamle sager igen.