Risø-virksomhed kan skabe nyt erhvervseventyr

Biotekvirksomhed har store planer på Risø.

Aerbio er nomineret til Roskilde Erhvervspris. I midten ses administrerende direktør Kaspar Kristiansen sammen med Eva B. Jensen fra Danske Bank og Nikolaj Worch fra Roskilde Handel & Erhverv.

Aerbio er nomineret til Roskilde Erhvervspris. I midten ses administrerende direktør Kaspar Kristiansen sammen med Eva B. Jensen fra Danske Bank og Nikolaj Worch fra Roskilde Handel & Erhverv.

Foto: Lars Ahn Pedersen

Jesus forvandlede ifølge Bibelen vand til vin. Men biotekvirksomheden Aerbio har endnu større ambitioner, og resultatet kan blive det næste store erhvervseventyr i Roskilde Kommune.

Den Korte Version
  • Aerbio, en biotekvirksomhed i Roskilde, er nomineret til Roskilde Erhvervspris for deres innovative projekt.
  • Virksomheden har udviklet et proteinprodukt, Proton, der kan erstatte traditionelle proteinkilder i dyrefoder.
  • Proton produceres ved at fermentere vand, salt, ammoniak og naturlige bakterier med tilsatte gasser.
  • Aerbio fokuserer på dyrefodermarkedet for at reducere landbrugets klimaaftryk og frigøre landbrugsarealer.
  • Virksomheden planlægger at bygge et produktionsanlæg på Risø for at kunne sælge Proton kommercielt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Groft sagt vil virksomheden nemlig forvandle luft til mad, og de vil ikke kun komme en flok tørstende bryllupsgæster til gavn, som i den bibelske overlevering.

- Potentialet er ubegribelig stort, siger Kaspar Kristiansen, administrerende direktør i Aerbio, der holder til hos DTU Link på Risø og er nomineret til Roskilde Erhvervspris.

Virksomheden har udviklet et nyt proteinprodukt kaldet Proton, der på sigt kan erstatte andre proteinkilder som for eksempel sojakoncentrat eller fiskemel, der anvendes i dyrefoder.

Men hvor for eksempel soja har et højt klimaaftryk og skal importeres, kan Proton laves ved at blande vand, salt, ammoniak og naturlige bakterier, mens CO2, hydrogen og oxygen tilsættes som gasser. Det hele fermenterer derefter i en ståltank.

Det bliver efter 72 timer til en hvid, mælkelignende væske, der kan anvendes i sin flydende form, men også kan tørres og laves til pulver eller piller.

- Vi kan genbruge vandet og indfange gasserne og føre dem tilbage i fermenteringsprocessen, så vi har en udnyttelsesgrad på næsten 100 procent, fortæller Kaspar Kristiansen.

Dyrker til dyrene

Proton har hverken lugt eller smag, men opfylder alle kravene til en proteinkilde og kan indgå i dyrefoder, til kæledyr og faktisk også i føde til mennesker.

I første omgang fokuserer Aerbio dog på markedet for dyrefoder og kæledyr, da langt størstedelen af landbrugets produktion af afgrøder går til det, så det er her, at den største klima- og CO2-forbedring kan findes.

Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri findes der ikke en officiel opgørelse over, hvor stor en del af det danske landbrugsareal, der anvendes til at producere dyrefoder. 

Ministeriets egen vurdering var i 2022, at tallet lå på cirka 70 procent, mens en rapport fra Danmarks Naturfredningsforening, Rådet for Grøn Omstilling, Greenpeace, Dyrenes Beskyttelse, Plantebranchen og Dansk Vegetarisk Forening i 2020 anslog, at det var helt oppe på 80 procent.

I udlandet er billedet det samme, men Proton vil gøre det muligt at mindske andelen og frigøre landbrugsarealer til dyrkning af afgrøder, hvilket vil have en stor positiv påvirkning på Jordens CO2-balance.

Læs også

Anlæg på Risø

Aerbio har siden sommeren 2024 haft et otte meter højt testanlæg i Holland, men arbejder på at rejse midler til et 25 meter højt produktionsanlæg, der skal bygges i 2026.

Det skal efter planen stå i Risø Gateway, hvor forskning, erhverv og uddannelse inden for grøn teknologi samles i et område på den anden side af Frederiksborgvej.

- Når vi får et anlæg på Risø, kan vi begynde at sælge Proton, men i første omgang får vi ikke omsætning nok til, at det bliver profitabelt. Så vi er stadig afhængige af, hvor hurtigt vi kan rejse den næste sum penge, siger Kaspar Kristiansen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...