For nylig læste jeg en statistik, der har gjort mig ualmindeligt trist: Antallet af nyfødte, der bliver døbt i folkekirken, er faldet med over en fjerdedel på bare 20 år.
Fortsætter udviklingen, kan 2026 blive det første år i Danmarkshistorien, hvor flertallet af nyfødte ikke bliver døbt.
Man kan selvfølgelig sige, at det blot afspejler tiden. At religion i dag er blevet noget privat. At forældre vil lade barnet vælge selv engang.
Men når færre børn bliver døbt, mister vi ikke bare en kirkelig skik, vi mister også en del af vores fælles kultur.
Dåben er nemlig ikke blot et ritual med vand og ord. Den er begyndelsen på et liv i en fortælling, der er større end os selv.
Læs også
Elsket af Gud
Dåben siger til barnet: Du er elsket af Gud, og du hører til.
Det er ord, som ikke bliver mindre vigtige i en tid, hvor så mange, både unge og voksne, føler sig rodløse og alene. Dåben giver noget, som ingen andre kan love barnet: At uanset hvad der sker, er vi holdt fast af en kærlighed, der aldrig slipper os.
Alle forældre vil gerne give deres børn det bedste. En god uddannelse. Gode fritidsaktiviteter. En varm og tryg opvækst. Dåben hører med i den pakke.
For i dåben får man et ståsted, også når livet ikke blev, som man håbede.
Når barnet én dag kommer til at spørge: Hvor hører jeg til? Hvem holder mig, når alt andet vakler? – så er et svar allerede givet.
Det er ikke et svar, vi som forældre kan give alene. Det er givet af Gud selv.
Læs også
Ikke den generation, der lader den forsvinde
Jeg håber ikke, vi lader udviklingen fortsætte uden at stille os selv spørgende overfor den.
Jeg håber, vi bliver ved med at bære vores børn til døbefonten. Ikke fordi kirken skal have gode dåbstal, men fordi børnene skal have denne gave.
Vi har arvet en dåbstradition, der har båret generationer før os. Lad os ikke blive den generation, der lader den forsvinde.
For det særlige ved dåben er, at den udover at binde os til Gud, knytter os sammen på tværs af tid og livssituationer.
De samme ord, der lød over mig, lød engang over mine bedsteforældre – og kan, hvis vi vil, lyde over mine egne børnebørn i fremtiden.
Dåben er et af de få steder, hvor vores liv står i direkte forbindelse med noget, der ikke forgår.