De fleste husejere ved, hvor ulideligt kompliceret og langsommeligt det kan være at søge om byggetilladelse i kommunen. Bliver det et ja eller nej til ombygningen eller tilbygningen? Ventetiden er både lang, nervepirrende og økonomisk sårbar. I Brøndby kommune har svaret været anderledes nemt for borgmester Maja Højgaard (S). Hun fik et endeligt stort ja til ændringerne på hendes hus, selvom der i årevis ikke var indhentet tilladelse. Et demokratisk sørgeligt bevis på, at sagsbehandling ikke virker lige for alle.
- Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Sjællandske Nyheders historie om Brøndby-borgmesteren starter ved hendes mere end 100 år gamle stråtækte hus i Brøndbyøster Landsby, der er særligt bevaringsværdigt. Fra 2015 og frem til 2020 får hun sammen med sin mand lavet ændringer på huset uden tilladelse. Kommunen advarer selv senere mod at godkende byggeriet – men kort før borgmesteren tiltræder, lander der alligevel en tilkendegivelse af at byggeriet kan blive lovliggjort.
Borgmesterens byggesag er en af den slags, der slår dybe og meget bekymrende revner i demokratiet. Borgerne skal kunne stole på, at der hverken er forlommer eller en større velvillighed at hente i systemet bare fordi titlen hedder borgmester. Eller at der bliver ryddet særligt hurtigt og effektiv op efter interne, fejlslagne procedurer i kommunen i tilfælde, hvor lokalpolitikernes navn er nævnt i sagsakterne.
Lokale magthavere har også en helt særlig forpligtelse til at overholde gældende lovgivning og agere i fuld transparens. De er rollemodeller – ud i alt hvad de gør, der har med kommunen at gøre. Maja Højgaards egen forklaring er, at ægteparret har handlet i god tro, da de lavede ændringerne på deres ejendom. Det ændrer dog ikke ved, at forvaltningen i Brøndby kommune endte med at behandle en sag, der handlede om den politiske top. ”En oplagt inhabilitetsproblematik,” lyder dommen fra Frederik Waage, professor i forvaltningsret og forfatningsret ved Syddansk Universitet.
En dom, det er svært at være uenig i. Og som er endnu en sprække i det lokale demokrati.