Den asiatiske restaurant Tatami i Nordcenteret i Benløse har været igennem det hele: En prangende åbning på over 1.000 kvadratmeter, to sure smileyer i træk, kritik for tvivlsom hygiejne og manglende fødevaredokumentation – nu er den gået konkurs.
- Den asiatiske restaurant Tatami i Benløse er gået konkurs efter flere års drift og kontroverser.
- Restauranten åbnede i 2016 som en af Danmarks største med en buffet på over 1.000 kvadratmeter.
- Tatami har modtaget flere sure smileyer fra Fødevarestyrelsen på grund af hygiejneproblemer.
- Der har været tidligere bekymringer om ansættelsesforhold og underbetaling af kinesiske gæstearbejdere.
- Sjællandske Nyheder har ikke fået svar fra ejerkredsen bag Tatami efter konkursen.
Det fremgår af virksomhedsdatabasen Proff, hvor selskabet bag restauranten er registreret som ’under konkurs’.
Fra stor buffet til lukkede døre
Da Tatami åbnede tilbage i 2016, præsenterede restauranten sig ellers som en af Danmarks største restauranter med buffet med omkring 1.028 kvadratmeter og plads til over 300 gæster.
Restauranten tilbød et bredt udvalg af asiatiske retter – sushi, wok, grillede favoritter – og markedsførte sig stærkt som en af Sjællands største asiatiske af slagsen. Men trods det markante setup er drift og økonomi altså nu angiveligt endt på gulvet.
Sjællandske Nyheder har forsøgt at kontakte ejerkredsen bag Tatami, Hong8, men de har ikke reageret på henvendelsen.
Problemer og kontrolanmeldelser
Tatami har i årene forud for konkursen haft flere anmærkninger og kontroverser.
I marts 2024 blev ejerne taget af Fødevarestyrelsen i en lang række forseelser, der strakte sig fra opbevaring af rejechips i skraldesække over manglende fødevaredokumentation til kokke, der ikke vaskede hænder - og fik efterfølgende tre ’sure smileyer’ i træk af fødevarekontrollen.
Under en anden ejerkreds har der tidligere også været bekymringer om ansættelsesforholdene, herunder underbetaling og ansættelse af kinesiske gæstearbejdere, der aldrig fik løn, før restauranten første gang gik konkurs i 2021.
Ifølge Sjællandske Nyheder strandede fem ansatte uden løn i forbindelse med konkursen. CVR-registreret vidner ikke om, hvor mange ansatte Tatami rådede over i dag.