Torsdag blev en stor, lokal håndværksvirksomhed erklæret konkurs. Det skete ved Skifteretten i Næstved, hvor der blev afsagt konkursdekret over selskabet.
Det oplyser Ventus Advokater i en pressemeddelelse.
1. oktober skiftede KOPP SORØ A/S navn til Aktieselskabet af 03.01.2011 og dagen efter blev selskabet altså erklæret konkurs.

Aktieselskabet af 03.01.2011 - det tidligere KOPP SORØ A/S - har afdelinger i Sorø, Slagelse og Kalundborg. Virksomheden arbejder med tømrer-, snedker-, maler-, murer- og brolæggerfagene.
KOPP SORØ stod blandt andet for at skabe de nye indgange til Sorø Klosterkirke, da bygherre Stiftelsen Sorø Akademi ønskede at føre kirken tilbage til sit oprindelige udseende.
De seneste år har virksomhedens økonomi været udfordret. Regnskabsåret 21/22 endte med et underskud på 19,1 millioner kroner, og i 22/23 var der igen underskud, denne gang på 3,9 millioner kroner.
I det seneste regnskab fra 23/24 er der et overskud på 79.401 kroner.
Dialog med interesserede købere
Advokat Jens Christian Riber, Ventus Advokater P/S, John Tranums Vej 23, 6705 Esbjerg Ø, og advokat Henrik Steen Jensen, Holst, Advokater Advokatpartnerselskab, Hans Broges Gade 2, 8000 Aarhus C, er udpeget som kuratorer i boet.
Kurator er nu ved at undersøge, hvorledes boets aktiviteter afhændes bedst muligt. Forhåbningen er, at der kan ske en hel- eller delvis overdragelse af selskabets aktiviteter.
I den forbindelse oplyser kurator i pressemeddelelsen, at der allerede er dialog med interesserede købere.
Ifølge oplysningerne på cvr-registeret var der i juli 69 ansatte.
De ansatte er foreløbigt suspenderet og hjemsendt, indtil kurator har afklaring på, om de ansatte eventuelt kan overdrages i forbindelse med et helt eller delvist salg af selskabets aktiviteter, således at flest mulige arbejdspladser bevares.
- Arbejder intenst på snarlige overdragelse
Sjællandske Nyheder har rettet henvendelse til kurator Jens Christian Riber. Han fortæller, at der arbejdes intenst på en overdragelse inden den 14 dage lange suspendering af medarbejderne udløber.
- Jeg kan ikke sige, om det er dele af selskabet eller hele selskabet, der er tæt på en overdragelse, men jeg kan sige, at vi er så tæt på, at vi håber det er løst inden de 14 dage er gået, siger Jens Christian Riber.
Han vil desuden ikke kommentere på, hvem er har vist interesse i at overtage selskabet.
For de kunder, der kan have penge i klemme, kan en overdragelse af selskabet være en god nyhed, idet der også vil være en chance for, at den nye ejer overtager kunderne og de opgaver, der ikke er færdiggjorte.
Jens Christian Riber forventer at have det fulde overblik over, for hvilke beløb der anmeldes krav i konkursboet om tre uger.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Lars Mouritsen.
Kopp Sorø overtager Slagelse-firma
Kopp Sorø indviede nyt domicil
Kopp-Sorø overtager murerfirma fra Høng
Kopp Sorø videre til pris-finale