Efter en længere periode med stor travlhed blandt landets håndværksvirksomheder har den voksende inflation og voldsomme prisstigninger skabt svære vilkår i byggebranchen.
Det gælder også den soranske virksomhed Kopp Sorø, hvis netop offentliggjorte regnskab viser et underskud på 19 millioner kroner.
For at dække af for tabet, har Lars Mouritsen realiseret en række ejendomme og udviklingsprojekter, der har frigivet likviditet, ligesom Kopp Sorø har måttet tilpasse organisationen og dens fremtidige aktiviteter.
Også hensættelse
Underskuddet skyldes primært to store entreprisekontrakter, der blev indgået tilbage i 2020. Med fast-pris-aftaler og manglende mulighed for at absorbere de nuværende materialeprisstigninger på 50-75 procent.
- Det er ikke et tilfredsstillende resultat. Tabet kan virke stort, men tallene rummer også en hensættelse til at færdiggøre de to projekter, så der ikke kommer yderligere tab, og vi så kan starte det nye regnskabsår uden efterslæb, oplyser Lars Mouritsen i en pressemeddelelse.
Kopp Sorø A/S har i mere end 30 år været blandt de førende håndværksentreprenører på Sjælland. Udviklingen på markedet har dog ændret mulighederne, og det tager Kopp Sorø nu konsekvensen af.
Gamle håndværk
Virksomheden vil i langt højere grad lægge kræfterne i sine spidskompetencer inden for serviceopgaver, det gamle håndværk og renovering af bevaringsværdige bygninger og mindre entrepriser.
- Ligesom mange andre virksomheder er udviklingen i markedet kommet bag på os. Det er et stort bump på vejen, men det er også en isoleret hændelse, som vi er robuste nok til at komme videre fra, og som vi har hensat midlerne til at realisere. Nu kan vi kigge fremad. Fremad ind i et nyt Kopp Sorø, hvor vi gør det, vi er allerbedst til; det gode - og gamle - håndværk’, siger Lars Mouritsen.
