Det Konservative Folkeparti i Hørsholm gentager succesen fra valgkampen i 2021 med familiedag på det tidligere Jagt- og Skovbrugsmuseum, når de lørdag 4. oktober kl- 11-15 inviterer til familie- og sundhedsdag med masser af aktiviteter på Ridebanen.
Dagen byder på alt fra skattejagt og sækkevæddeløb til foredrag og sundhedstjek – og bygger videre på arrangementet fra 2021, hvor familiedagen samlede mange borgere til fællesskab, oplevelser og snakke om vores fælles by, skriver liste C i en pressemeddelelse.
- Hos Konservative i Hørsholm tror vi på at stærke fællesskaber er fundamentet for en tryg hverdag. Vi ønsker ikke kun at føre valgkamp bag skærme og på sociale medier, men at møde borgerne ansigt til ansigt. Derfor inviterer vi til en række aktiviteter i valgkampen, hvor vi kan skabe oplevelser sammen og få gode snakke undervejs, skriver partiet.
Familie- og sundhedsdagen er én blandt flere aktiviteter i valgkampen. Nu er turen kommet til Ridebanen, hvor de inviterer til en dag fyldt med fællesskab, sjove oplevelser og sund inspiration.
Læs også
Mød alle kandidater
Alle de konservative kandidater deltager på dagen og glæder sig til at møde borgerne. Borgmester Morten Slotved siger:
- Vi konservative ønsker at være til stede dér, hvor livet leves. Familie- og sundhedsdagen er et godt eksempel på, at vi ikke kun taler politik, men også gerne vil skabe rammer for, at vi mødes i øjenhøjde. Vi tror på, at det er i fællesskabet, vi sammen skaber den by, vi drømmer om.
Konservativ gruppeformand og formand for Børne- og Skoleudvalget, Maj Allin Thorup, tilføjer:
- Som konservative ser vi familien som det vigtigste fundament – ikke kun i børns liv, men for os allesammen. Når vi inviterer til familie- og sundhedsdag, er det for at samle generationer, styrke fællesskabet og give plads til både leg, bevægelse og nærvær.