Borgmester henter Joachim Boldsen ind som kandidat: - Det behøver jo ikke være "os mod dem"

Konservative i Hørsholm har sikret sig den tidligere håndboldstjerne Joachim Boldsen som kandidat til efterårets kommunalvalg.

Den tidligere håndboldstjerne Joachim Boldsen, 47, vil prøve kræfter med lokalpolitik i Hørsholm og stiller for Konservative til kommunalvalget i november..

Den tidligere håndboldstjerne Joachim Boldsen, 47, vil prøve kræfter med lokalpolitik i Hørsholm og stiller for Konservative til kommunalvalget i november..

Foto: Anthon Unger, Ritzau Scanpix

Med præcis seks måneder til kommunalvalget er der ét navn, der springer i øjnene på listen over de 15 kandidater, som Det Konservative Folkeparti i Hørsholm stiller med. Og det er ikke borgmester Morten Slotved.

Nuvel, Slotved er stadig partiets borgmesterkandidat, men som nummer 13 figurerer den tidligere håndboldstjerne og landsholdsspiller, Joachim Boldsen.

Den Korte Version
  • Joachim Boldsen, tidligere håndboldstjerne, stiller op som kandidat for Konservative i Hørsholm til kommunalvalget.
  • Borgmester Morten Slotved har længe opfordret Boldsen til at stille op, og glæder sig over hans kandidatur.
  • Boldsen ønsker at forbedre mulighederne for børn og unge i kommunen og vil fokusere på kultur og idræt.
  • Konservative i Hørsholm har en divers kandidatliste med både erfarne politikere og unge talenter.
  • Kandidatliste er endnu ikke endelig, og der er dialog med flere potentielle kandidater.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

47-årige Boldsen, der har boet i Hørsholm med familien i 12-13 år, har nemlig fået mod på at prøve kræfter med lokalpolitik.

- Jeg synes, at det kunne være interessant at være med til at præge vores kommune til at blive den bedste i Danmark. Med tre skolebørn - to i folkeskolen og én i gymnasiet - så ligger det jo mig på sinde, hvilke muligheder vi tilbyder vores unge. Er der nok muligheder? Og hvad kan vi gøre bedre? Der er jo altid noget, vi kan gøre bedre, siger Joachim Boldsen til Sjællandske Nyheder.

Han fortsætter:

- Hvis man, som jeg går og plaprer om det, der kan gøres bedre, så mener jeg også, at man skal prøve at gøre noget ved det. Ellers skal man jo ikke regne med, at der sker så meget.

Joachim Boldsen har i mange år arbejdet som tv-vært, håndboldekspert og -kommentator. I sin sportskarrirere har han spillet som i både SG Flensburg-Handewitt og FC Barcelona. På det danske landshold nåede han 186 landskampe og scorede 405 mål.

Skal ikke være et slagsmål

I dag arbejder han som selvstændig HR-konsulent, hvor han hjælper små- og mellemstore virksomheder og laver ledelseskurser. Et arbejdsliv der nu giver ham mulighed bedre at prioritere sin tid og dermed have plads til at være aktiv i lokalpolitik.

Mærkesagerne skal Boldsen lige bruge lidt tid på at finjustere, men selvfølgelig rangerer børn og unge højt, ligesom kultur og idræt står hans hjerte nært. Både breddeidrætten og på eliteniveau.

- Jeg er ikke naiv, og jeg ved godt, at politik er et slagsmål, men det behøver jo ikke være "os mod dem" hele tiden. Så mange bor vi heller ikke i Hørsholm. Vi må jo kunne finde ud af at gå cirka samme vej, som er det bedste for dem, der nu engang bor i kommunen, lyder det fra Joachim Boldsen.

Læs også

 

Borgmester-opfordring

Borgmester Morten Slotved glæder sig over, at det er lykkedes at få Joachim Boldsen på holdet. Han lægger ikke skjul på, at han gennem en del år har opfordret håndboldkoryfæet til at blive kandidat.

- Jeg har mødt Joachim gennem min yngste datter, der i folkeskolen legede med hans datter. Flere gange har jeg i sjov sagt, at der er to store grunde for ham til at stille op som konservativ. For det første ved jeg, at hans far, Steen Boldsen, sidder som 1. suppleant for Konservative i Helsingør, og for det andet er sportsfolk generelt konservative, som gerne vil kulturen og støtte idrætten. Joachim har altid grint, men også fortalt, at han er konservativ, fortæller Morten Slotved om sin vedholdende hvervekampagne.

Tre erfarne og en ung

Konservative i Hørsholm stiller denne gang op med fire kvindelige kandidater, to færre end for fire år siden. 

Til gengæld er tre af dem drevne politikere. Maj Allin Thorup, Charlotte Kirchheiner og Annette Wiencken har flere valgperioder bag sig i Hørsholm Kommunalbestyrelse og i denne periode med hver deres formandspost. 

Listens fjerde kvinde er den bare 19-årige Frida Søgaard, der er tidligere elevrådsformand på Rungsted Gymnasium, og blev student sidste sommer.

- Jeg synes, at vi har fået stærkt hold med diversitet, en god aldersfordeling og med flere professioner repræsenteret, ligesom de bor rundt i hele kommunen og går op i mange forskellige ting, lyder det fra borgmesteren, der i en alder af 55 år forbereder sig til sin femte valgperiode.

Konservativ kandidatliste

De Konservatives kandidater til KV25 i Hørsholm er følgende:

1. Morten Slotved
2. Maj Allin Thorup
3. Charlotte Kirchheiner
4. Annette Wiencken
5. Ole Wessung
6. Esben Dyekjær
7. Tomas Dyrbye
8. Peter Brandi
9. Frida Søgaard
10. Thomas Aaby Wichers
11. Søren Øverup
12. Otto B. Christiansen
13. Joachim Boldsen
14. Peter Agger
15. Steffen Brygger Lund

Læs også

 

I dialog med flere

De Konservatives kandidatliste er ikke lukket af endnu, og Morten Slotved meddeler, at der er plads til flere.

- Vi er i dialog med flere personer om opstilling, så det her er ikke nødvendigvis den endelige liste, tilføjer han.

Det er bestyrelsen for Det Konservative Folkepartis vælgerforening i Hørsholm, der har udarbejdet kandidatlisten og fastlagt rækkefølgen med placeringen af de syv nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen øverst.

Konservatives kandidatliste blev godkendt på partiets opstillingsgeneralforsamling tirsdag aften.

Konservatives kandidathold, fra venstre mod højre: Esben Dyekjær, Annette Wiencken, Peter Agger, Maj Allin Thorup, Thomas Aaby Wichers, Morten Slotved, Steffen Brygger Lund, Charlotte Kirchheiner, Peter Brandi, Ole Wessung, Tomas Dyrbye, Søren Øverup og Otto B. Christiansen. (Frida Søgaard og Joachim Boldsen mangler på fotoet).
Konservatives kandidathold, fra venstre mod højre: Esben Dyekjær, Annette Wiencken, Peter Agger, Maj Allin Thorup, Thomas Aaby Wichers, Morten Slotved, Steffen Brygger Lund, Charlotte Kirchheiner, Peter Brandi, Ole Wessung, Tomas Dyrbye, Søren Øverup og Otto B. Christiansen. (Frida Søgaard og Joachim Boldsen mangler på fotoet). Foto: Presse

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...