Hørsholm Kommune vedtog for et år siden en ny plejeplan for Usserød Ådal. Hvordan områdets natur udvikler sig under den nye plan kan man opleve på en vandretur med Danmarks Naturfredningsforening lørdag den 14. juni.
Turen begynder kl. 10 fra p-pladsen Mortenstrupvej dér, hvor vejen krydser åen. Turen varer cirka to timer og slutter, hvor man startede.
Man går i roligt tempo med tid til at opleve undervejs, og alle er velkomne.
Plejeplanen er baseret på græsning med store græsædere på store dele af arealet. Det er derudover planen at indføre mere varieret natur med blandt andet vandhuller og stendiger.
Det er tiltag, som i ånden af den biodiversitetsstrategi, som man arbejder ud fra, skal skabe grundlag for mere liv. Herunder først og fremmest planter, padder og fugleliv.
Området har allerede ændret karakter, og der er iagttaget i alt 94 forskellige fuglearter, som gennem året kan opleves i ådalen.
På vandreturen gennem området kan man opleve, hvad naturen kan byde på i juni - med chance for at høre blandt andet gøgen og nattergalen synge i kor.