Politiker: Vi skal tage kvaliteten i dagtilbud alvorligt

Katrine Skov (S) Gladsaxe

Katrine Skov (S) Gladsaxe

Foto: Carl Christian Lauridsen

I Gladsaxe har vi stærke dagtilbud med engagerede medarbejdere, og de fleste forældre er glade og tilfredse med deres børns hverdag. Det viser, at børnene oplever tryghed og trivsel i hverdagen.

  • Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
  • Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

De nyeste nationale undersøgelser peger på et vigtigt gab, som vi som politikere skal tage alvorligt: Der er forskel på forældrenes oplevelser og forskernes vurdering af den faglige kvalitet.

Forældrene ser det nære – at børnene er glade, at personalet er søde, at afleveringen går godt. Forskerne ser på, om børnene får de rette muligheder for sproglig, social og kognitiv udvikling. Undersøgelserne viser ifølge forskerne, at kvaliteten svinger meget, og at for mange børn ikke får nok støtte til at blomstre.

En tidligere undersøgelse Det gode forældreskab peger på, at nutidens forældre ofte føler et stort ansvar, når de skal vælge dagtilbud og skole: Er det nu godt nok? Gør vi det rigtige for vores barn? Derfor kan det være særligt uheldigt, når store nationale undersøgelser fremhæver problemer i dagtilbuddene. Det er vigtigt, at vi som politikere handler på det.

Vi skal tage både børnene og forældrene alvorligt. Vi har et godt udgangspunkt i kommunen, men vi kan ikke tage noget for givet. Praktiske rutiner fylder måske for meget, der mangler uddannet personale, og lederne kan have for lidt tid til at arbejde med faglig udvikling.

Jeg opfordrer til, at vi tager en grundig politisk drøftelse: Hvor står vi? Hvor kan vi blive bedre? Hvordan styrker vi kvaliteten - med endnu bedre rammer, stærkere ledelse og mere faglighed?

Vores børn og deres forældre fortjener, at vi går et spadestik dybere.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...