Hørsholm er skabt af konservative værdier

Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.

Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm.

Foto: Jette Schrum

Hørsholm Kommune er i topform - et resultat af årtiers konservativt arbejde. Som borgmester er jeg stolt af, hvordan vi har formet Hørsholm til en økonomisk robust og tryg kommune, hvor velfærd og udvikling går hånd i hånd.

Hos De Konservative handler det om, at vi gør, hvad vi siger. Debatten i politik kan til tider være hård, men vi benytter os ikke af usandheder om andre partier for at fremme den konservative sag.

Respekt for både borgere og modstandere er fundamentet for vores politik. Vi forandrer for at bevare, og vores tilgang til udviklingen af kommunen handler om at sikre kvalitet og omtanke - f.eks. i projekter som PH Park, et bæredygtigt boligområde, der har beriget både byen og fællesskabet.

Styr på økonomien

Hørsholm er en stabil og velfungerende kommune at bo i, drevet af en sund økonomi. Regnskabet for 2024 viste et overskud på 62 millioner kroner, hvilket giver en kassebeholdning på over 160 millioner kroner. 

Det bekræfter, at vi har styr på økonomien. Derfor er det vigtigt at afvise misforståelserne om en dårlig økonomi, som desværre har floreret i lokalpressen og på de sociale medier. 

De konservatives politik sikrer, at vi kan fortsætte med at investere i velfærd og udvikling uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Velfærd står centralt i vores politik. Budgetforliget for 2025 skaber tryghed omkring velfærden og muliggør investeringer i ældrepleje, børn og unge, sundhed, idræt og kultur. 

Der er ikke tale om besparelser på borgernære områder i 2025 – tværtimod styrker vi indsatsen på de områder, der betyder mest for borgerne. Jeg er tilfreds med budgetforliget for 2025, som blev udarbejdet i tæt samarbejde med de fleste partier, men desværre valgte Venstre at stå udenfor.

Læs også

 

Idrætsaktive og trivsel

Hørsholm er også blandt de mest idrætsaktive kommuner i Danmark. Vi fortsætter med at investere i sundhed og trivsel gennem udvikling af idrætsfaciliteter og sundhedsinitiativer. 

Vores mål er at skabe et sundt og aktivt fællesskab for alle borgere, og vi har opnået imponerende resultater på sundhedsområdet.

Kommunen har de bedste normeringer på 0-6 års området, og vi har nogle meget velfungerende og veldrevne vuggestuer og børnehaver. Vi har nogle af landets bedste skoler, hvor høje 9. klasses afgangskarakterer og trivsel har været kendetegnende gennem mange år. Vores børn får således de bedste forudsætninger for en god opvækst og en solid uddannelse.

Læs også

 

Værner om kulturarv

Vi konservative værner også om Hørsholms kulturarv. Fra Hirschholm Slotspark til Karen Blixen Museet binder vi fortid og nutid sammen og skaber et rigt kulturtilbud. 

Jeg vil arbejde på, at kommunen udvikler dele af Jagt- og Skovbrugsmuseet til et moderne museum, der skal understrege vigtigheden af at værne om demokratiet i en urolig tid. De øvrige bygninger skal udvikles til boliger og kontorer med parkeringskælder.

Som borgmester er jeg stolt af alt, vi har opnået i Hørsholm. Det er resultatet af ansvarlig politik og stærke konservative værdier. 

Vi har skabt en stabil kommune, hvor borgerne kan føle sig trygge, og vi vil fortsætte med at udvikle Hørsholm, mens vi bevarer det, der gør os særlige. Jeg ser frem til en lys fremtid for Hørsholm - en fremtid, vi har bygget sammen.

Ugens politiske klumme

Frem mod kommunalvalget i Hørsholm skiftes partier og politiske gruppeformænd i kommunalbestyrelse til at skrive.

I den politiske klumme får politikerne mulighed for at dele deres tanker og refleksioner om vores lokalområde og med egne ord fortælle om aktuelle, lokale og væsentlige dagsordener.

Klummen er alene udtryk for afsenderens holdning.

Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til horsholm@sn.dk (maks. 350 ord)

Kilde: Redaktionen

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...